Erindringen om krigen

I Frankrig og Storbritannien blev erindringen om krigen præget af to forskellige opfattelser:

 

1) Sejren var dyrekøbt. Tabene var forfærdelige, men krigen var blevet udkæmpet for en retfærdig sag. Krigen blev trods alt vundet, og det skulle markeres. Ofrene skulle mindes, og sejren skulle fremhæves i de årlige ceremonier og på mindesmærker.

 

2) Krigen blev vundet, men prisen for sejren var alt for stor. Flere hundrede tusinde soldater havde ofret deres liv, og efter manges opfattelse for en sag, som var tvivlsom.

I den første efterkrigstid – 1920’erne – dominerede den første opfattelse i Frankrig og Storbritannien. Hos krigens taber, Tyskland, var erindringsbilledet dog mere broget. Nederlaget havde skabt dybe frustrationer, ikke kun hos militæret og de hjemvendte soldater, men også i civilbefolkningen. Sorgen over tabene blandedes med myten om politikernes svigt bag fronten (dolkestødslegenden). Den politiske uro og den økonomiske krise fra 1923 og igen fra 1929 bidrog til at sløre billedet af krigens gru og i stedet styrke myterne om den tyske hær som ubesejret.

 

Ønsket om at se et højere formål med krigen – at se en slags retfærdiggørelse af de store ofre – var udbredt, navnlig blandt de hjemvendte soldater, både blandt de allierede og blandt tyskerne. Mange savnede kammeratskabet og sammenholdet ved fronten. Sorgen over tabet af venner blandedes med stolthed over at have deltaget i kampen. Det var de hjemvendte soldaters beretninger og opfattelse af krigen, der helt naturligt kom til at afspejle sig i de officielle holdninger. De nationale kommissioner, der stod i spidsen for rekonstruktionen af gravpladserne i de gamle frontområder og andre steder samt for opstillingen af de store nationale monumenter og ledelsen af de årlige ceremonier til minde om de faldne, havde som vigtigste funktion at trøste ikke kun de efterladte, men hele nationen.

 

Men også krigens formål og krigens 'ærefuldhed' kom til at præge kommissionernes arbejde med at mindes de faldne. Oplevelsen hos alle af krigen som en ubærlig tragedie blev transformeret til en oplevelse af en krig, som var nødvendigt og som derfor i sidste ende acceptabel. Kommissionernes funktion var således ikke kun trøst, men også retfærdiggørelse. Virkeligheden bag oplevelsen af krigen forvandledes efterhånden til en myte om, hvordan krigen skulle opfattes.

 

Dyrkelsen af den faldne soldat

 

Hele nationens krigserindring blev et helligt minde. Den faldne soldat blev udgangspunkt for nationale myter, navnlig i de tabende nationer. Det at dø for nationen var ikke kun en demokratisk sag. Enhver falden soldat havde med sit offer bidraget til det nationale sammenhold. Det var ikke længere kun feltherren, der blev mindet med et monument på byens plads.

 

I 1930’erne blev erindringen om krigen i Storbritannien og Frankrig, i mindre grad i Tyskland, også præget af den anden opfattelse.  Det var de faldne, der nu i højere grad formede opfattelsen af Den store Krig. Krigen havde i virkeligheden været meningsløs for alle parter. De uhyre tab kunne ikke retfærdiggøres. Målet måtte nu være at sikre freden for at forhindre en ny katastrofe. Krigens karakter havde vist, at krig ikke kunne betale sig. Med 1.Verdenskrig havde krig fået et nyt ansigt. Massedøden på slagmarkerne – i alt omkring 13 mio døde (heri medregnet alle former for tab i krigen, inkl.soldater, der døde på grund af sygdomme) - viste, at krig kun kunne føre til død og ødelæggelse for alle parter. Krig havde fået en ny dimension.

 

Den faldne soldat kom i centrum i myten om krigsoplevelsen. På krigsmonumenter (i hjemlandene) og soldaterkirkegårde (ved fronten eller hjemme) og i de mange officielle ceremonier til minde om de faldne hvert år efter krigen udviklede erindringen om krigen sig til en dyrkelse af den faldne ungdom, navnlig i Tyskland. 

 

Slaget ved Langemarck i Belgien i november 1914 blev i Tyskland husket som ’Ungdommen ved Langemarck’, hvor de  unge tyske studenter, der frivilligt havde meldt sig i august 1914, havde givet deres liv for den tyske sejr. I virkeligheden var der kun få unge frivillige studenter med i slaget, men myten om dem var vigtig for troen på sagen – ja, for den nationale regeneration. 

 

The Brooding Soldier- den grublende eller den tungsindige soldat. Monumentet, der står ca. 10 km nordøst for byen Ypres i Belgien, er rejst af den canadiske stat til minde om de 18000 canadiske soldater, der blev udsat for det første tyske gasangreb i 1915. 2000 af dem faldt her. Der fandtes endnu ingen beskyttelsesmasker på det tidspunkt, da angrebet kom som en overraskelse.

The Brooding Soldier i sin fulde højde. Monumentet blev nr.2. i den canadiske regerings konkurrence om de bedste mindesmærker for de faldne. Det vindende monument står på Vimy højen. (Læs mere om denne under erindringssted 'Arras-Vimy 1917'). Soldaten står med bøjet hoved og foldede hænder opad som ved en britisk begravelse. Søjlen er 12 m høj. Den er konstrueret af sten fra Vogeserne. På fliserne forneden er markeret retningerne til andre dele af slagmarken. Området er beplantet med canadiske cedertræer, som er klippet som granateksplosioner. (Billedet herunder). Canadierne og nogle britiske reserver holdt stand her mod flere tyske gasangreb.  Soldaterne fandt ud af, at de ved at presse våde lommetørklæder i munden kunne opnå nogen beskyttelse mod gassen. Vejkrydset, hvod monumentet står, blev kendt som 'Vancouver Corner'.

 

Et andet udtryk for dyrkelsen af de faldne finder man under buerne i monumentet i Thiepval. Her er den mindesten, som findes på alle de britiske soldaterkirke- gårde, anbragt i midt på forhøjningen - nærmest som et alter. Og med udsigt over de tidligere slagmarker ved Somme.

I en lysning i Argonneskoven ligger dette monument (rejst i 1922) til minde om de 150.000 franske soldater, der sammen med amerikanske, italienske og tjekkiske divisioner deltog i en af de sidste offensiver mod den tyske hær i efteråret 1918. Den første søndag i juli hvert år holdes der en mindehøjtidelighed her. Der er flere andre mindesten fra andre kampe i skovområdet. Rester af flere tusinde ukendte soldater er lagt i krypten under monumentet. Bag monumentet er der et 50 m bredt og 11 m dybt hul efter en tysk minesprængning.

Figuren kan minde lidt om den canadiske for oven, men soldaten her synes mere at give udtryk for en tro på sejren og sagens retfærdighed end udtryk for den tvivl og sorg, som kunstneren har forsøgt at give den canadiske soldat.

Midt på torvet i byen Sainte

Menéhould (35 km vest for Verdun) står denne bronzestatue af en fransk 'poilu' med hjelm, lang overfrakke og gevær - og med sin hund (hvad der var noget usædvanligt). Hans 'solide' fremtræden skal vise, at Frankrig stod fast mod fjenden. 'Ils ne passeront pas' - de (tyskerne) skal ikke komme igennem.

I enhver fransk by er der et 'Monument aux Morts' - centralt på torvet eller ved kirkegården. De fleste - ca.2/3 - har form af en stele (billedet længere nede på siden) - resten er en 'Poilu' statue, en tavle med inskriptioner eller - i få tilfælde - en sørgende figur. De fleste er opført umiddelbart efter krigens afslutning, af grupper af borgere i samarbejde med den lokale kommune, som fik statsstøtte (loven af 1919). Navnene på de faldne fra kommunen er indgraveret, men derudover kan indskrifterne variere meget.

Nogle af monumenterne for de døde er udpræget patriotiske med hyldest til kommunens helte, der faldt for Frankrigs ære.Som monumentet her til højre fra byen Ornans nær Besancon i det  østlige Frankrig. Det ses af årstallene på hver sin side af figuren, at 1939-1945 er tilføjet senere.

Andre monumenter er mere 'republikanske' med enkle indskrifter som 'død for fædrelandet'. Egentlig pacifistiske ses sjældent. Religiøse symboler forekommer, ligesom nogle af monumenterne har karakter af 'begravelse'. Men det er vigtigt at understrege, at 'Monuments aux Morts'  gennemgående er civile og republikanske. De faldne har gjort deres pligt som borgere - republikken er borgerne. De ofrede deres liv for republikken, og de må aldrig glemmes. (Se også  billedet herunder)

Monumentet for de faldne i landsbyen Clery-le-Petit vest for Verdun. En pyramideformet stele med symbol og indskrift. Tiden mellem de to verdenskrige var en slags 'storhedstid' for 'Monuments aux Morts'. Hvert år mindedes kommunens borgere de faldne ved en længere ceremoni d.11.11. I ceremonien indgik procession fra kirken til monumentet på torvet, tale ved borgmesteren, de lokale veteraners fanesænkning for de faldne, skoleelevers optræden med sange og evt. præstens prædiken. Men der var ikke tale om en religiøs ceremoni, men en verdslig republikansk, hvor midtpunktet var de faldne borgere.  

'Paroles de Poilus' - soldaternes ord - fra Radio France i samarbejde med forlaget Librio er udkommet i flere oplag. Det er en samling af almindelige soldaters breve og dagbogsoptegnelser 1914-1918. Mere end 8000 breve blev sendt til Radio France efter en offentlig appel i 1998. Formålet med appellen var at få ny humanistisk og litterær inspiration til skildring af krigen fra soldaternes breve med deres ønsker og drømme midt i skyttegravene. Brevene skulle vise behovet for og pligten til at huske på 'mennesket' - i modsætning til den officielle franske krigshistorie. Derfor er brevene stadig aktuelle.

Nogle år senere udsendtes et nyt bind (billedet for oven) med de 12 'smukkeste' breve. Hvert brev blev fulgt af en kort tegneserie, der satte billeder på brevets ord og tanker. Resultatet blev fremragende - det bedste i fransk tegneseriekunst er repræsenteret her.

Et monument til minde om de tusinder af ingeniører og soldater, der vedligeholdt den 'hellige vej, Voie Sacrée, fra Bar le Duc til Verdun. Monumentet er rejst på initiativ af jernbaneforbundet i Frankrig. Vejen - og en lille sideløbende jernbane -var den eneste transmulighed til Verdun for franskmændene. Hver uge under den tyske offensiv mod Verdun transporterede lastbiler 90.000 mand til afløsning i skyttegravene og forterne samt 50.000 tons forsyninger til byen. Monumentet her, som ligger på en bakke sydvest for byen, er fra 1967. Det er ikke noget sejrsmonument eller et monument for de faldne, men et monument, der skal minde besøgende om den enorme arbejdsindsats, som blev præsteret under tysk bombardement og med bevidstheden om, at byen ville falde, hvis hjælpen ikke nåede frem.

Et trækors er rejst nogle få meter fra monumentet på 'Mort  Hommes' højen vest for Verdun. Tyskerne og franskmændene kæmpede om højen fra marts til august 1916. Korset med índskriften 'Oven over gravene det fransk-tyske venskab' er fra 1984, da det fransk-tyske venskab besegledes med præsident Mitterands og forbundskansler Kohls fælles besøg på erindringssteder i Verdun og omegn. Til venstre en gravsten (i tysk stil) tilegnet de tyske soldater i 1916.

 

Link til erindringsstedet 'Verdun 1916'

Monumenter for de døde

For de fleste britisk efterladte var det vanskeligt at få tid og råd til at besøge gravstederne ved fronten efter 1918. Lidt lettere var det for de franske efterladte, mens det for de tyske familier næppe har været praktisk muligt at komme af sted til Frankrig og finde det rigtige gravsted (hvis det overhovedet fandtes). I stedet måtte de efterladte ’nøjes med’ de lokale monumenter, der  var rejst i deres hjemby for de soldater fra byen eller egne, som var faldet. Udover at være et sted, hvor de efterladte kunne mindes den faldne, tjente det lokale også som det sted, hvor det årlige ritual – mindegudstjeneste eller anden højtidelighed – for de faldne fandt sted.

Monumentet, der som regel rejstes af en lokal komite, var udformet således at det udtrykte både noget ædelt og noget uendeligt sørgeligt. Det betyder ikke, at de var pacifistiske, men at deres holdning til krigen reflekterede den lokale befolknings holdning og de behov, som de efterladte og andre havde for at komme sig over tabet. Mange blev anbragt på de lokale kirkegårde, andre på offentlige pladser. Nogle er udprægede religiøse, andre mere verdslige. Det varierer i alle tre lande. Fælles for alle synes at være fravær af had til fjenden. Det gjaldt også de nationale monumenter langs den gamle frontlinie. 

 

Den ukendte soldats grav

Da monumenterne i hjemlandene lå spredt, og da gravpladserne lå både ved fronten og (enkelte) hjemme, var der i alle tre lande, måske mest i Storbritannien og Frankrig, behov for en nyt, centralt sted for dyrkelsen af den faldne soldat – et sted, som hele nationen kunne fokusere på ved særlige lejligheder, f.eks. ’Våbenstilsstandsdagen’ 11.november. Et sådant behov kom ’Den ukendte soldats grav’ til at opfylde – specielt i Frankrig og Storbritannien. I Tyskland modsatte konservative kredse en tysk ’ukendt soldats grav’. Det smagte for meget af Frankrig. I stedet blev Neue Wache Unter den Linden udset til at være det fælles mindesmærke for alle Tysklands faldne.

Et 'almindeligt' monument for de faldne

Den historiske interesse i dag

Mens interessen i offentligheden i Tyskland for at beskæftige sig med 1.verdenskrig efter 1945 indtil 1990'erne har været ret begrænset – man havde sandelig nok i den netop afsluttede krig 1939-45! - er udviklingen hos den gamle arvefjende, Frankrig, gået den modsatte vej. 1914-1918 er blevet til mere end blot ’historie’. Udover de årlige mindehøjtideligheder d.11. november, våbenstilsstandsdagen, er der fra 1980’erne sket en markant stigning i f.eks. antallet af ’14-18’ foreninger langs den gamle frontlinje. Disse foreninger, der bygger på frivilligt arbejde, mindes krigen og de døde soldater med sociale aktiviteter som skuespil, evt. baseret på erindringer tidligere nedskrevet af egnens soldater, krigstableauer, rekonstruktioner af erindringssteder og indsamlinger af krigssouvenir. Formålet er dels at engagere lokale medborgere – man understreger pligten til at huske egnens historie – og dels at tiltrække flere turister.

 

Men ikke alle historikere er glade for denne udvikling. ’Populariseringen’ af krigen med skuespil, med udgivelse romaner og anden fiktionslitteratur baseret på ukendte soldaterberetninger, og opbygningen af private samlinger af ’souvenirs’ ses som forfladigelse af historien. Hermed er der skabt grobund for konflikter mellem ’teoretikerne’ (historikerne) og ’praktikerne’ (amatørerne), der anklager de første for at mangle følelse for de lidelser, som de almindelige soldater blev udsat for.

 

Bag denne modsætning gemmer der sig en anden modsætning: i hvor høj grad skal den enkelte franske ’poilu’ – den menige soldat – fremhæves i krigens historie? et godt familiemenneske, en god soldat med et pacifistisk sind, men undertrykt af officererne og derfor et heroisk offer for krigens vanvid? Eller i hvor høj grad skal han ’blot’ ses som en del af det militære kollektiv, hvor det ikke giver mening at fremhæve den enkelte soldat?

 

Krigen - et forbrugsgode

Den stigende interesse er faldet sammen med Radio France’s udgivelse af de menige soldaters beretninger – Paroles de poilus – der blev en kæmpesucces. Det var også Radio France, som stod i spidsen for indsamling af soldaterberetninger med sine appeller til seerne om at lede efter gemte/glemte papirer fra 14-18. Flere TV-serier om skæbner under krigen har haft (og har stadig) millioner af seere.

 

Forklaringen på denne nye interesse for krigen, ikke bare i Frankrig, men formodentlig i hele Vesteuropa, fra 1980’erne og 1990’erne skal sikkert søges i et voksende behov for ’nye fortællinger’. Den øgede fritid i velfærdssamfundet, indvandringen fra andre verdensdele og kommunistregimernes fald har forstærket kravet om ’nationale’ værdier, herunder den fælles fortid. Historie bliver et masseforbrugsgode, dvs. et forbrug af fortidige begivenheder, navnlig hvis de kan udtrykkes i dramaer.

 

Det er blevet sagt, at historien om den store krig ligesom andre store dramaer er ved at blive ’individualiseret’. Mange franskmænd - og sikkert også briter og tyskere - ønsker selv at dyrke deres egen 14-18 historie. De har eller søger i arkiver efter materiale om et tidligere familiemedlem, som deltog i krigen. De kan bruge det i en 14-18 foreningssammenhæng med henblik på eventuel fælles udgivelse om egnens faldne. Altså et pendent, ’Memorial de Papier’, til det lokale erindringssted, ’Monument aux Mortes’, monumentet for de døde, som findes i hver fransk by.

 

Men desværre er det vanskeligt at sige noget mere præcist om interessen for 14-18. Er det bestemte grupper i det franske samfund, der er aktive? Og er de fleste franskmænd blot passive tv-seere, der skal underholdes med et drama fra krigen? Hidtil er der ikke foretaget sociologiske undersøgelser, der kan give et svar.

Et 'moderne' monument

Erindringsstedernes politiske betydning i dag

 

Blandt de franske erindringssteder har den gamle fæstningsby Verdun i den senere tid spillet en hel central rolle i moderne fransk politik. Slaget om byen i 1916, hvor de franske soldater holdt stand mod et konstant tysk angreb, har som erindringssted været i centrum i de årlige 11.november ceremonier og konkurrerer med den ukendte soldats grav i Paris om at være det sted, hvor præsidenten holder sin store tale om krigen og dens betydning. I 2008 hyldede præsident Zarkozy ved Fort Douaumont uden for Verdun i en stor tale freden i Europa. Han inddrog alle de krigsførende landes soldater, og her specielt soldater fra de tidligere kolonier. Krigens rædsler blev udførligt omtalt, og han glædede sig over, at Europas ungdom ikke skal i krig igen. Han åbnede mulighed for at soldater, der var blevet henrettet for fejhed under krigen, kunne blive rehabiliteret. Sammen med gæster fra Storbritannien og Tyskland besøgte han en tysk soldaterkirkegård. I 2009 fandt ceremonien sted ved den ukendte soldats grav under triumfbuen i Paris. Forbundskansler Merkel fra Tyskland stod sammen med Zarkozy på podiet. Begge lande blev hyldet på lige fod. Ceremonien mindede om et tidligere fransk-tysk forsoningsmøde i 1984 på et erindringssted fra krigen, den tyske soldaterkirkegård i Consenvoye, vest for Verdun.

 

Verdun er blevet et ’helligt’ sted for ledende franske politikere – ikke kun præsidenten. Under valgkampen i 2007 var flere præsidentkandidater i Verdun for at tale. Forsvaret af Verdun i 1916, hvor der blev vist mod og udholdenhed af Frankrigs unge soldater, er blevet brugt som udgangspunkt for en hyldest til franske soldaters indsats i dag i verdens brændpunkter, f.eks. Afghanistan. Verdun er blevet Frankrigs ’sjæl’.

Til toppen af siden

Litteratur:

Les Lieux de mémoire. 1. La République (1984) - artikel om 'les monuments aux morts'.

Mosse, George L.:Fallen Soldiers. Reshaping the Memory of the World Wars (1990)

Offenstadt, Nicolas: 14-18 aujourd'hui. la Grande Guerre dans la France Contemporaine (2010)

Winter, Jay: Sites of Memory, Sites of Mourning. The Great War in European Cultural History (1995)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017                                        

Et fransk monument for soldaterne - og for sejren

ren