Len Willans

,

Ottawa, Canada

(Billede fra de trykte erindringers forside).

Erindringerne er skrevet i 1970'erne, men bygger på dagsbogsoptegnelser. Erindringerne er udgivet af et barnebarn, Gail Booth, i 2012.

Len Willans meldte sig som 19-årig til den canadiske hær maj 1916 og kom efter træning i Canada og i England til fronten i Frankrig januar 1917. Han blev i England tilbudt en pilotuddannelse, men afslog, da han mente, at hans skoleuddannelse var for ringe. Ved fronten kom han til 60.Bataljon (3.Canadiske Division), som lå ved landsbyen Neville St Vaast over for Vimy-højdedraget. Her han deltog i den almindelige skyttegravstjeneste: 6 dage i forreste skyttegrav, 6 dage i support skyttegraven - 200 m bag ved forreste skyttegrav, og 6 dage i reservestillingen (i dette tilfælde en stor mine). Nætterne blev ofte brugt til arbejdstjeneste, dvs. udbedring af skyttegrave og beskyttelsesrum, nedgravning af telefonkabler og tunnelgravning.

Efter Vimy-offensiven blev han overført til 87.Bataljon, hvor han blev uddannet som 'Rifle Grenadier' - dvs geværgranatskytte. Men kort tid efter blev han 'udlånt' til et batteri med skyttegravsmortérer. (Se billeder med tekst herunder) I flere måneder gjorde han mest tjeneste som 'runner' for batteriet, dvs. den soldat, der hentede forsyninger og post. Han var således ikke direkte i skudlinjen, men ofte på sine daglige ture (på cykel, med muldyr eller gående) udsat for tysk bombardement, herunder gasgranater. I batteriet blev han 'forfremmet' til 'a Stokes Gunner', dvs. han stod for affyringen af de nye skyttegravsmortérer.

Ved Ypres oktober 1917 fungerede han og de andre i hans batteri som bårebærere. I foråret 1918 lå hans batteri ved Lens. Efter et hospitalsophold på grund af dårlige ben (mortererne og granater var tunge at bære på!) var han med igen i forreste frontlinje ved slaget ved Amiens 8-9.august 1918. Herefter gik turen til uddannelse som pilot i Royal Air Force, men han nåede ikke i luften inden våbenstilstanden i november 1918.

Hvordan en menig soldat oplevede Vimy

(Fra midten i februar var Willans’ deling 3 uger på træningscenter bag fronten. I marts var delingen med til at grave nye skyttegrave, et led i forberedelsen til offensiven mod Vimy-højdedraget. Et vigtig arbejde var at bære den udgravede kalk væk fra tunnelåbningerne for at skjule forberedelserne for tyskerne. Afsnittet her bygger på Len Willans erindringer 'The Lost Memoirs of a Canadian Soldier'. Len Willans holder sig til sine egne oplevelser. Han modstår bevidst fristelsen til at fortælle om slagets gang og om den canadiske succes ved Vimy.)

D.8.april om aftenen for angrebet. Len Willans deling tog opstilling i slagorden. Efter en nattemarch, hvor de nærmest snublede frem i mørket, blev de placeret i en lav skyttegrav bag flere af batteristillingerne. Lige ved vejen fra Arras til Lens. Det regnede, og soldaterne i delingen skuttede sig i deres regnslag, med geværerne under armen for at holde det tørt. De prøvede forgæves at falde i søvn.

Den britiske spærreild satte ind før daggry. De så nedslagene på Vimyhøjdedraget, men snart gjorde støv og røg det umuligt at se, hvad der foregik. Kun kanonernes torden fortalte, hvad der foregik. Tyskerne svarede igen, men nedslagene faldt langt fra Lens deling.

Da det begyndte at lysne, kunne Len se de første tyske fanger blive ført bort. Først efter nogen tid (Len siger ikke hvor lang tid) fik delingen marchordre. Men det var vanskeligt at bevæge sig fremad. Jorden var fuld af granathuller, og hver mand bar på en taske med mindre granater (Mills bombs), som skulle affyres fra geværet.

Det gik opad højdedragets skråning. Der var stadig en del spredt fjendtlig ild, men den britiske kanonild var ophørt. For Len så det ud som om slaget var overstået. En befæstet stilling på højdedraget var stadig på tyske hænder.

Lens deling nåede frem til tyskernes gamle frontlinje – eller rettere det sted, hvor den havde været – der var kun granathuller nu. Højere oppe på toppen af højdedraget var andre canadiske enheder ved at grave sig ned. Men det tyske artilleri rettede nu sine granater mod deres gamle frontlinje, hvor Lens deling opholdt sig. En soldat, der stod på en mindre forhøjning, blev bogstavelig blæst i stykker. De andre i delingen samlede stumperne i en sandsæk og begravede dem i et hul ved siden af skyttegraven. En korporal flikkede et lille kors sammen, der skulle markere stedet.

Len fortæller, at han og de andre alle havde haft med døde og sårede at gøre før. Episoden fremkaldte nok et chok, men ingen stærke følelser. Det var tab i krigen. En anden af soldaterne ville dække den dræbtes bombetaske med jord – der var gået ild i den – men nåede ikke væk, inden en af bomberne eksploderede!

Ved solnedgang blev delingen ført tilbage til en af tunnelnedgangene. Hvorfor fandt Len ikke ud af. Næste dag var delingen igen fremme ved frontlinjen fra dagen før. D.12.april indtog den så forreste frontlinje, som lå ca. 100 m fra toppen på den stejle nordøstside af højdedraget.

Stillingen var forholdsvis rolig, og de havde nu en flot udsigt. Her var der stadig grønne områder, selvom der også var mange granathuller!  Træerne ved foden af højdedraget gjorde et umuligt at se, hvor den tyske skyttegravslinje, den tyske bagtrop, lå. Der var ingen britiske artilleristøtte mod de tyske kanoner, der stadig var aktive.

Om aftenen kom snevejret, og soldaterne gravede små huller i siderne på skyttegraven for at komme lidt i læ. Alle blev gennemblødte. Mudderet blev blandet op med våd sne. Næste dag så Len årsagen til den manglende artilleristøtte. Det var mudderet og sneen, der forhindrede, at kanoner kunne trækkes op på bakketoppen.

Britiske soldater ved klargøring af mortergranater. (Billede fra Wikipedia).

En canadisk soldat i Vimyoffensiven

Sammen med det store canadiske nationale monument på toppen af Vimyhøjdedraget, er de

rekonstruerede skyttegrave (her de tyske) det mest fotograferede monument i området.

Mortérgranater

Det var bestemt ikke noget eftertragtet job af montere fænghætter (i form af en 'løs' patron) og detonatorer på mortérgranaterne. Fænghætten skulle antænde granatens drivmiddel, og detonatoren skulle få granatens sprængladning til at eksplodere ved nedslaget.

Willans blev som mortérmand sat til at armere granaterne, da disse af sikkerhedshensyn blev leveret til frontlinjen uden fænghætte og detonator. Monteringen krævede stor forsigtighed. Hvis man tabte en detonator mod noget metal eller andet hårdt stof, kunne den nemt eksplodere. En af Willans kammerater mistede to fingre ved et sådant uheld. Willans siger, at han ikke havde noget imod arbejdet. Hvis man fulgte et bestemt 'system', var det nemt nok at lade detonatoren (inkl. fænghætten) glide på plads i granaten og skrue låget på!

Stokes mortéren

En Stokes mortér - opkaldt efter konstruktøren, Sir Wilfred Stokes. (Billede fra Wikipedia). Denne britiske mortér var et svar på den frygtede tyske mortér,  'Minenwerfer', som voldte de allierede store problemer i skyttegravskrigen. Granaten var 3 tommer i diameter (1 tomme = ca. 2,54 cm) og vejede ca. 5 kg. Granaten blev - efter at sikkerhedssplitten var fjernet, dumpet ned i røret, hvor granatens fænghætte ramte en slagstift, der antændte drivmidlet, hvorefter granaten skød afsted i en rund bue.  Granaten eksploderede efter 10 sekunder eller ved nedslaget.

Det var vigtigt, at morteren stod fast. Granaten var ret tung (4,5 kg) i forhold til morterens vægt  (ca. 15 kg), og rekylen ved affyringen kunne hurtigt få mortéren til at flytte sig og forårsage personskader.

En hurtig mortérmand kunne have 3-4 granater i luften samtidig. Afstanden til målet (op til ca. 800 m) bestemtes af affyringsrørets hældning og af mængden af drivmiddel i granaten.

Willans hævder i sine erindringer, at man i virkeligheden ikke kunne ramme noget med en mortérgranat, men man kunne ' forårsage stor sorg i den anden ende'. (dvs. hos 'modtageren'). Mortéren kunne også affyre gasgranater

En fuldtræffer - en demonstration af artilleriets evner

Lidt senere fik delingen en demonstration af artilleriets evner. En officer, der var kravlet op i et dødt træ ved skyttegraven, og hans signalmand ved foden af træet dirigerede en kanonild mod en bondegård 1,6 km mod øst. Den første salve fra tre kanoner (som var placeret på den anden side af højdedraget) landede lige bag ved Lens skyttegrav! Det måtte være en fejl. Det var det, for den næste salve ramte gården foran bondehuset. En tysk kanon besvarede ilden.

Den tredje salve gik noget forbi bondegården og ramte et vejkryds, den fjerde ramte midt i bondegården, og den tyske kanon tav. Men pludselig dukkede der en kanon trukket af tre heste ud fra bondegården og flygtede mod øst. Mandskabet løb langs siden af kanonen. Len og de andre i delingen fulgte spændt dramaet. Men det var snart ovre. Salve nr.5. ramte ned i vejkrydset, netop som den tyske kanon med mandskab passerede.

Om aftenen d.13.april fik delingen ordre til at angribe ned ad skrænten mod den forreste tyske skyttegrav – som de ikke kunne se på grund af de mange små træer, der voksede ved foden af den stejle skrænt. Soldaterne bevægede sig forsigtigt frem to og to. Len forventede en tysk maskingeværild hvert øjeblik.

Men pludseligt blev det sted ved foden af skrænten, hvor tyskerne formodedes at befinde sig, kraftigt beskudt af en feltkanon, som der var lykkedes at få med over højdedraget og anbringe på et fremskudt punkt, hvorfra den tyske bagtrop kunne rammes. Tyskerne flygtede fra deres stilling, men var nu ude i det åbne land, og de fleste blev ramt af granaterne fra feltkanonen. Det var det rene slagteri – men det var jo krig, som Len skriver.

Delingen – og resten af 60.bataljon – gravede sig ned på stedet – og hørte ikke mere til fjenden.

60.bataljon fik æren for erobringen af to landsbyer og byen Vimy. Ingen i Lens deling havde affyret så meget som et skud. Len slutter dette afsnit om Vimy med ordene: vi gjorde, hvad vi fik ordre til at gøre. Vi led tab, men vi indtog vores mål uden at affyre et skud i vrede.

(Som det vil være fremgået af Len Willands beretning, har han intet ønske om at genfortælle den store canadiske succes ved Vimy, men vil gerne understrege, hvor lidt den enkelte soldat på slagmarken vidste om begivenhederne - og hvor ubetydelig hans rolle egnetlig var!)

Litteratur:

Len Willans: The Lost memoirs of a Canadian Soldier (2012)

http://en.wikipedia.org/wiki/Stokes_mortar

Copyright Bo Jessen 2012-2017