Store dele af højdedraget er i dag dækket af skov, som blev sået efter arealets overdragelse til Canada til evigt eje. 

Fra det nationale monument er der en storslået udsigt mod nordøst.- se billede længere nede på siden.

Det canadiske korps ved Vimy

På toppen af Vimy-højen knejser det canadiske nationale monument over de savnede faldne fra kampen. Billedet er taget fra sydvestsiden.

 

Monumentet for Canada

Canada mistede over 66.000 mand i 1.Verdenskrig. Langs hele Vestfronten opførtes der under og efter krigen canadiske monumenter til minde om de faldne på de steder, hvor canadiske enheder havde kæmpet. Men canadierne ønskede fokus på det sted, hvor hele korpset havde kæmpet samlet - Vimy-højdedraget. Frankrig overdrog efter krigen en del af højdedraget til Canada.  En konkurrence om et nationalt monument her midt på højdedraget blev udskrevet. Monumentet skulle både hylde erobringen af højdedraget d.9.april 1917 og mindes alle de savnede soldater, som faldt i Frankrig.

Opførelsen begyndte i 1925. Arbejdet tog 11 år. Alene vejen op til toppen tog 2 år at anlægge. Arbejdet blev også forsinket af de mange ueksploderede granater, der skulle fjernes, beskyttelsesrum og kratere, der skulle fyldes op. Næsten 12.000 tons beton og ståldragere blev brugt til vejen og til fundamentet. Mere end 10.000 canadierne og 40.000 franskmænd deltog i indvielsen. Den britiske konge Edward VIII stod for selve afsløringen af monumentetds hovedfigur, 'Canada' (se længere ned på siden). I sin tale sagde han, at dette monument var et mindesmærke for en hel nation.

Udover  monumentet er der i parken et besøgscenter, flere bevarede skyttegrave, minekratere og minegange (se længere nede på siden). Desuden ligger der to britiske kirkegårde i parkens udkant.

Canadas stolthed

Monumentets forside er således mod nordøst. men da stort set alle besøgende kommer fra den modsatte side, da 'forsiden' vende ud mod en stejl skrant og ikke kan se på passende afstand. Man får derfor som publikum måske ikke helt det indtryk, som kunstneren bag projektets udformning, Allward, havde tænkt sig.

Den 91 ha store park omkring monumentet blev beplantet med østrigsk fyrretræ (ikke canadiske, som nogle guidebøger stadig synes at tro). Frøene var en del af Tysklands krigsskadeserstatning.

Monumentet markerer ikke blot det sted, som canadier vil mindes med mere stolthed end nogen anden aktion i Den store Krig. Det står også som en hyldest til alle, som tjente deres land.

I moderne tid, dvs. efter 2.verdenskrig, er monumentet kommet til at symbolisere Canadas vedvarende bidrag til freden i Verden, bl.a.deltagelse i FN's aktioner, modstand mod aggression og for frihed og international lov og ret.

Konstruktion og symboler

De to pyloner (tårne - ca. 30 m høje) symboliserer henholdsvis Canada og Frankrig. Der er brugt ca. 6000 tons dalmatisk limsten  til konstruktionen af pylonerne og til de tyve skulpturer. Det solide fundament under pylonerne er symbolet på det uindtagelige forsvar.

Figurerne på hver sin side af trappen symboliserer den sørgende fader (til højre) og moder. Figurerne på pylonerne er til venstre Sandhed og Tro og over dem Retfærdighed, til højre Velgørenhed og Kundskab og over dem Fred. Figurerne i midten mellem pylonerne (to - den ene med en fakkel, der kastes videre til kammerater) repræsenterer ånden i soldaternes store offer.

Andre figurer kan ses på monumentets side ud mod fjenden, mod nordøst. Først og fremmest kvindefiguren, Canada, der sørger over sine døde (se billede herunder), samt et sarkofag for alle Canadas faldne i krigen. Navnene på de 11.285 savnede er indgraveret i muren omkring fundamentet.  

Indskriften ved foden af monumentet lyder således: Til de tapre landsmænd i Den store Krig og til minde om deres 60.000 døde er dette monument rejst af Canadas folk.

Kratere efter granatnedslag på Vimy-højdedraget - et ret almindeligt billede fra de få bevarede slagmarker fra Vestfronten. Men slagmarksturisten i dag kan umuligt få noget indtryk af artilleriets effektivitet ud fra slagmarken, men må holde sig til samtidige beretninger.

 

Disse fortæller os, at briterne var blevet mere effektive til at anti-artilleri ild. Tysk artilleri blev sat ud af spillet på store dele af fronten d.9.april, og det var lykkedes for britisk artilleri nærmest at udslette den forreste tyske frontlinje (pigtråd og skyttegrave)!

 

De britiske granater var blevet mere pålidelige. Ikke længere så mange 'blindgængere' som under Somme-offensiven. Og antallet af granater, der var til rådighed var meget større end tidligere. 88.000 tons granater blev affyret den første dag - mod 52.000 tons d.1.juli ved Somme.

 

Den britiske øverstbefalende for det canadiske korps havde sørget for en hidtil uhørt tæt koncentration af tungt artilleri. De angribende canadiere kunne konstatere, at den tyske pigtråd var sprængt bort de fleste steder, og at de forreste tyske skyttegrave var ødelagte. Altså en helt anden situation end den ved Somme året før!

Den canadiske offensiv ved Vimy 9.april 1917.

Billedet til højre viser udsigten mod nordøst fra det nationale monument på den nordlige top af Vimy-højdedraget. Det var den udsigt, som de allierede gerne ville have - så de kunne beherske sletten.

Der havde været kampe om højdedraget ved Vimy siden midten af 1915, da franskmændene forsøgte forgæves en tilbagerobring. Højdedraget dominerede hele slagmarken nord for Arras og måtte indtages, hvis de allierede skulle gøre sig håb om videre fremgang på denne del af fronten.

Briterne overtog denne del af fronten i foråret 1916. Soldater fra tunnelkompagnier blev overført til fronten. Minesprængninger - både britiske og tyske - fandt nu sted næsten dagligt (se foto nederst på siden her). Fortsættes i spalten til højre....

Canada Bereft

Overskriften er titlen på figuren - det 'berøvede' Canada - eller Moder Canada, der har mistet sine sønner. Den unge, sørgende kvinde med kappen står på forsidens mur - som en slags centrum i monumentet - og ser ud over sletten mod byen Douai mod nordøst, mod daggryet, mod en ny dags komme. Kvinden står med bøjet hoved, nedslagne øjne og hagen hvilende i hånden.

Kvinden er en national personificering af den unge nation Canada. Statuen repræsenterer det traditionelle billede af Mater Dolorosa. Men hendes ansigtstræk minder også i forbavsende grad om Marias i Michelangelos mesterværk 'Pietà' i Peterskirken i Rom, hvor Maria sidder med den døende Jesus på sit skød. I modsætning til de andre statuer ved monumentet er hun hugget ud af en 30 tons stor stenblok. Hun er monumentets største 'enkeltstykke'.

I oktober-november 1916 ankom de fire divisioner (ca.80.000 man), som udgjorde det samlede canadiske korps. Det blev deres opgave at erobre Vimy-højdedraget i foråret 1917 under den Arras-offensiv, som briterne planlagde for at støtte den franske offensiv ved Chemins des Dames. Målet for korpset var de fire tyske forsvarslinjer, der lå omtrent paralelt med få hundrede meters afstand på højdedraget.

Angrebet indledtes kl.5.30 om morgenen d.9.april i kraftigt snevejr. Den 1. og 2.tyske forsvarslinje blev løbet over ende af de tre af divisionerne, helt efter den canadiske tidsplan. De to sidste forsvarslinjer faldt nogle timer senere, og de canadiske forposter kunne nu se ud over sletten mod nordøst. 4.division havde derimod ikke held til at nå sit mål, høj 145 - højdedragets øverste punkt (hvor monumentete nu står). Først næste dag lykkedes det med store tab at sikre den eftertragtede top.

Det canadiske korps havde på to dage taget et højdedrag, som franskmænd og briter forgæves havde forsøgt at erobre tidligere i 1915 og 1916. Successen bidrog til at gøre det canadiske korps - og canadiske soldater - til en slags eliteenhed, som blev brugt til særligt vanskelige opgaver (f.eks. ved Passchendaele 6 måneder senere).

Men successen skyldtes ikke kun gode og motiverede soldater. Der var eksempler på enkelte soldaters heoriske indsats mod tyske maskingeværer, som blokerede fremmarchen, og som gav dem - posthumt - Victoriakorset. Men den helt overordnede årsag til successen var det britisk-canadiske artilleri. General Byng, chefen for korpset, havde så meget tungt artilleri til rådighed, bl.a. 45 cm kanoner!, at det gav en 'kanontæthed' på en tung kanon pr.20 m og en feltkanon pr.10 m på frontlinjen!

Udover at give en hidtil uhørt koncentreret forberedende bombardement gav det også en meget tæt og præcis rullende spærreild, der kunne beskytte infanteriet under dets fremmarch. Hertil kom, at det meste af det canadiske infanteri kunne bringes uset frem til startpunktet for angrebet via tunneller. Tyskerne blev faktisk 'taget på sengen'. De fleste steder steder så de først de angribende canadiere, da disse var på kanten af den tyske skyttegrav.

De canadiske tab var 7700, heraf 2970 faldne. Tyskernes tab kendes ikke, men canadierne tog ca.3400 fanger.

Daglige bombardementer af fjendens linjer, patruljer i ingenmandsland og mindre 'raids'  (om natten) mod fjendens linjer var 'almindelige' aktiviteter. Men alligevel blev fronten betragtet som forholdsvis fredelig.

Mindetavle for Den marokkanske Division

På vejen op til det nationale canadiske monument passerer man dette monument for en fransk-marokkansk division, som deltog i den franske offensiv 9.-11.maj 1915. Enheder fra divisionen nåede faktisk frem til høj 145, men blev kastet tilbage af et tysk modangreb.

Mindestenen er rejst i 1925. Den er en hyldest til de faldne officerer og menige. På stenens fundament ses forskellige mindetavler, bl.a. til  et regiment fra Fremmedlegionen og et regiment fra de algierske tirailleurs - (skytter - egentlig indfødte soldater fra kolonierne), som mistede 50 officerer og 1937 underofficerer og menige.

        

Skyttegravene

Som nævnt andetsteds giver disse bevarede skyttegrave med cementafstøbninger ikke det helt rigtige billede under krigen. Men de kan bidrage til - sammen med kraterne fra minesprængninger, der lå i ingenmandsland (se billede længere nede på siden) - at give et godt indtryk af den forreste linje. Skyttegravene og kraterne er alle fra 1916-1917. Under disse skyttegrave findes der en minegang, som kan besøges.

Det canadiske veteranministerium har haft stort besvær med at finde og uskadeliggøre gamle minegange - og ueksploderede granater. Derfor er der fortsat mange afspærrede arealer som det til venstre på billedet her. Et andet problem er den store erosion fra vind og vejr, som arealerne udsættes for.

Et minekrater

Udsnit af slagmarken på Vimy-højdedraget. Kratere efter minesprængning i ingenmandsland. Store dele af Vimy-højdedraget har ligget hen som slagmark siden 1918. Kratere efter granat- eller minesprængninger ses overalt. Meget er dækket af skov og er utilgængeligt for publikum, da der jo ikke er ryddet for ueksploderede granater. Med over 200 britiske og tyske minesprængninger var 'minekrigen' under jorden særdeles intens i Vimy-højdedraget. En minesprængning havde som regel til formål at ødelægge fjendes forreste skyttegrav.

De fleste kratere er i dag fyldt op - kun i selve Vimyparken kan man se kratere som dette på billedet. Minesprængninger var et frygtet våben - men noget besværligt at anvende. Flere, men langfra alle, af sprægningerne var 'forudset', fordi gravningen kunne høres eller opdages ved 'modtunneller'. Soldater stod da parat til at besætte og befæste den nye kraterkant inden fjenden kunne udnytte situationen.

Litteratur:

Christie, Norm: For King & Empire. the Canadians at Vimy (2002)

Holt, Tonie og Valmai: Major & Mrs Holts Battleguide to the Western Front -North (2007 ed.)

Reed, Paul: Walking Arras (2007)

Copyright Bo Jessen 2012-17