Soldaternes erindringer  

 - beretninger fra Verdun  (links til erindringerne nederst på siden)

Soldaten og  Verdun

 

Hvert fransk regiment tilbragte ca. 12 dage ved fronten ved Verdun. Delvis i forreste skyttegravslinje - og delvis i reserveskyttegravene, hvorefter de blev overflyttet til en anden sektor på vestfronten.

Dette system  blev først effektivt efter nogle uger, hvor det bare gjaldt om at holde tyskerne stangen, og hvor der kunne gå mange dage inden afløsning, jvf. '21 dage i helvede'.

(Se links til erindringerne nederst på siden)

 

Men selv få dage i frontlinjen var et rent helvede på grund af de vedvarende bombardementer med tungt artilleri. Det fremgår af erindringerne, at det er angsten for granaterne, der dominerede livet i skyttegraven.

De fleste franske  beskyttelsesrum i skyttegravene kunne ikke modstå presset fra en  220 mm eller 300 mm granat. Den tyske 'understand', der var lagt dybere end den franske, var derimod mere modstandsdygtig. De allierede soldater overalt på Vestfronten misundte tyskerne deres effektive skyttegravssystemer med store solide beskyttelsesrum.

De tyske soldater lå i gennemsnit længere tid ved Verdunfronten, i forreste linje, i reservefronten eller i baglandet. Også blandt tyskerne fik Verdun ry som et sandt helvede. Østfronten blev f.eks. af mange tyske soldater anset for den rene ferie sammenlignet med Verdun. Men også den øvrige Vestfront var frygtet.

 

En maskingeværskytte og hans kammerater, der er på vej med tog op gennem Tyskland fra krigen mod Serbien, håbede til det sidste, at toget ville svinge mod øst i stedet for mod Vest. men ak - turen gik mod vest(se 'På vej til Verdun').

Andre, som f.eks. telegrafsoldaten  var mere heldig. Han og hans kammerat deltog ikke direkte i offensiven og kunne nogle dage efter offensivens start besøge en del af slagmarken som souvenirjægere.

(se 'En offensiv forberedes')

'Dem fem forsvarere'. Monument til Verduns heltemodige forsvarere 1914-1918. Soldaterne repræsenterer forskellige værn - fra venstre en  kavallerist, en  pioner,  en infanterist (1915 uniform), en infanterist (1914 uniform) og en officer (1915 uniform). Indviet 1928. Soldaterne står med ryggen til muren og symboliserer den menneskelige fæstningsvold, som stoppede tyskerne i 1916.

Soldaterne og den vanskelige slagmark

Når man læser den enkelte franske soldats erindringer fra Verdun, er det mere end vanskeligt at forstå, hvad slaget egentlig gik ud på. Der var ikke tale om større troppebevægelser, flankeangreb eller dybe fremstød. Slaget bestod for det meste af artilleridueller og af stridigheder mellem mange, mindre styrker (f.eks. oberst Driant og hans to bataljoner i Bois des Caures mod 10.000 tyske infanterister). Af og til vidste man ikke i disse grupperinger - franske eller tyske - hvor fjenden var. Der var ofte ingen kontakt  fra den stedlige ledelse til regimentsledelsen eller til divisionen. Et 'formløst' slag er Verdun blevet kaldt. Der var simpelthen intet klart mønster i udviklingen i slaget. 

For franskmændene var der kun en ordre: stillingerne skulle holdes for enhver pris. Hvis en stilling gik tabt, skulle den generobres. Et eksempel: landsbyen Fleury neden for Fort Douaumont byttede således hænder 14 gange mellem 13 juni og 17 juli.

En del af forklaringen på slagets karakter skal findes i terrænforholdene. De mange højdedrag og snævre kløfter gjorde det svært at manøvrere med større styrker - der  var simpelthen ikke plads. At passere et højdedrag selv om natten i mørke var vanskeligt. Fjendens artilleri kunne holde højdedraget under konstant beskydning.

En anden del af forklaringen har med anvendelse af artilleriet at gøre. Sammenlignet med tidligere offensiver på Vestfronten var den tyske offensiv koncentreret til at meget lille område - netop for at få den størst mulige effekt ud af artilleriets ild. 

Men denne tyske 'stålmur', som de tunge kanoners granatild blev kaldt, kunne ikke blive 100% effektiv, men virkede ofte tilfældig og 'hullet'. Teknikken tillod ikke den store træfsikkerhed. De franske soldater kunne komme igennem 'muren' i mindre grupper. De mange kløfter gav muligheder for skjulte placeringer af kombinerede beskyttelsesrum, kommandocentraler og forbindsstationer. Desuden opgav man - både tyskere og franskmænd - ofte at bombe fjendens forreste linje af frygt for at ramme egne soldater - hvilket så alligevel kunne ske, fordi artilleriet ikke vidste, hvor den forreste linje præcist var!

Soldaternes erindringer fra Verdun bærer præg af, at det har været vanskeligt at formidle det, som de så. Begivenhederne var så 'altopslugende'. Erindringerne bruger ofte meget plads på at beskrive turen til Verdun - og at fortælle om de kammerater, der ikke klarede det. Og de skildrer den nærmest usigelige lettelse, da de kommer ud af området. Selve kamphandlingerne fylder mindre.

Artilleriet havde reduceret frontsoldaten til ubetydelighed. For ham gjaldt det kun om at overleve. At holde - og at holde ud.

En af kilometerstenene langs den 'Hellige vej' (Voie Sacré) fra Verdun til Bar-Le-Duc - den eneste forsyningsvej for franskmændene til Verdun. Mange franske soldater kom til at stifte bekendtskab med denne vej, der indgår i den franske 'mytologi' om Verdun.

Copyright Bo Jessen 2012-17