Cauresskoven i dag

Grantræer i Cauresskoven nær oberst Driants kommandopost. Cauresskoven ligger på en lang skovbevokset bakketop. Skoven i dag har omtrent samme udstrækning som dengang. Overalt i denne skov og i de nærliggende skove er der spor efter kampene: bombekratere, løbegrave, rester af betonbunkers. Navnlig i den tyske linje (før 21.feb. 1916) er der rester af flere betonbunkers (Stollen), der bl.a. skulle skjule den store mængde af tyske infanterister op til angrebet.

Der er flere stier for turister og andre besøgende igennem denne skov og naboskovene. Alle advares mod at forlade disse stier eller gå ind i ruinerne af bunkere eller andre militære stillinger fra krigen.

Bois des Caures

 

Cauresskoven

Cauresskovens beliggenhed

De franske stillinger i Cauresskoven, ca. 12 km nord for Verdun,  udgjorde en del af den nordlige front. Ved at 'punktere' denne 'frontspids' åbnedes den hurtigste vej sydpå til fæstningerne og byen iflg. den tyske kronprins, der var øverstkommanderende for den 5.armé. Han havde valgt dette sted til starten på offensiven, fordi skoven her gav de bedste mulighed for beskyttelse af tropperne og for overraskelse af fjenden. 

På hele den 12 km lange front fra floden Meuse til landsbyen Ornes havde han samlet halvdelen af sin styrke, 150.000 mand, og 830 kanoner. Ud for Bois des Caures stod ca. 10.000 mand  – over for to franske bataljoner på 1200 mand. På en 750 m lang strækning var der nogle steder mindre end 30 m mellem den forreste franske og den forreste tyske skyttegrav. R2 midt i skoven var oberstløjtnant Driant's PC (kommandocenter)

Émilie Driant

Oberstløjtnant Driant havde en noget broget karriere bag sig, da han genindtrådte i hæren i 1914. Han havde kontakt med forskellige nationale højregrupper i den franske republik, hvilket satte ham tilbage karrieremæssigt. 50 år gammel var han kun major. Han forlod hæren og blev journalist og forfatter. Han blev valgt som deputeret for Nancy til parlamentet i Paris. Hans politiske karriere var knyttet til et stærkt forsvar af Frankrigs østgrænse.  Frankrig skulle genvinde sin gamle militære styrke. Han blev en populær forfatter med sine bøger (romaner) om den kommende krig, hvor han demonstrede en stor indsigt i fremtidens teknologi og krigsførelse. Her viste han sig mere forudseende end generalerne. (Billede fra Wikipedia)

Oberstløjtnant Driant

Øverstkommanderende for de to franske 'chasseurs à pied' bataljoner, dvs. jægere - en slags elitesoldater, der var stationeret i Cauresskoven omkring årsskiftet 1915-1916 var oberstløjtnant Driant. Skønt 61 år gammel i 1915 var det lykkedes ham at vende tilbage til felttjeneste fra sin stabstjeneste og få kommandoen over soldater i forreste frontlinje. Men Verdun-fronten var noget forsømt af den franske hærstab, der ikke forventede et tysk angreb her. Det franske forsvar var udtyndet, forterne 'nedgraderet', det tunge artilleri sendt andetsteds hen.

Driant fandt forholdene helt utilfredsttillende, ikke kun mht antallet af soldater, kanoner og forsvarsstillingernes indretning, men også mht soldaternes moral.  Der var en del 'kommunikation' tværs over ingenmandsland med det formål at begrænse fjendtlighederne og dermed antallet af dræbte og sårede. 

Denne tilstand - 'live and let live' - var ikke var noget særsyn på de mere fredelige steder på Vestfronten, men Driant, der som national og konservativ lagde stor vægt på de 'moralske kvaliteter', fordømte og forbød enhver kommunikation med fjenden. Driant forventede en tysk angreb i Lorraine, dvs. også mod Verdun, i 1916. Disciplinen måtte genoprettes.

For at få gang i udbygningen af de fysiske forsvarsstillinger i Verdun-området fik Driant via sine forbindelse i det franske parlament dette til at sende en undersøgelseskommission til stedet. Men Joffre, generalstabschefen, modarbejdede kommissionen og ministeriet og ville ikke afse flere midler til Verdunfronten. I mens gik Driant i gang med sine egne forberedelser, og det lykkedes ham at skabe et mere tidssvarende forsvarssystem. Se billede af kommandocentral med tekst herunder.

Hvordan Cauresskoven blev erobret

På angrebets 1.dag, d.21.feb. kl.7.12, lagde tyskerne en spærreild over hele fronten på højre bred, rettet mod fransk artilleri og franske forbindelseslinjer. Efter kl.12 suppleredes med morterild med bl.a. gasgranater mod de forreste franske linjer. Gassen spredte sig i kløfterne og i skovene. 

Kl.16 angreb infanteriet i Cauresskoven, men stødte mod forventning på modstand fra den franske forsvarslinje.  Tyskerne kom dårligt nok forbi Driant's forposter. Hans R linje var stort set ubeskadiget af bombardementet. 59. bataljon havde fundet ly under bombardementet. Men i løbet af dagen trængte mindre grupper af tyske infanterister, bevæbnede med bl.a. flammekastere og håndgranater frem både på venstre og højre fløj, da de franske stillinger både sydvest og sydøst for Cauresskoven havde lidt store tab under bombardement. Kompagnierne her havde mistet 80-90 (sic) % af deres mænd! Men tyskerne måtte give op over for modstanden i R-linjen.

Af Driants styrke var der formodentlig højst 400 kampduelige tilbage om aftenen. Igennem hele dagen havde der kun været svag fransk artilleristøtte og ingen franske fly i luften. Næste morgen 22.feb. begyndte det tyske bombardement igen, denne gang mod Driant's forreste linjer. Tyskerne havde forinden trukket sig tilbage til sikkerheden bag egne linjer. De franske soldater så hvordan sten, jord og hele træer blev kastet op i luften af granatnedslagene (se beretningen 'Træernes dans'). For flere af de overlevende var dette det værste, som de endnu havde oplevet. Aldrig havde de følt sig så hjælpeløse.

Ved middagstid ophørte bombadementet. De franske forsvarere - de der var tilbage - vidste, at nu kom angrebet fra det tyske infanteri. Som dagen før skete det i mindre formationer, der trængte ind på de franske stillinger fra siderne. Forposterne blev hurtigt løbet over ende, og nogle timer senere måtte Driant give ordren om tilbagetog, da de resterende chasseurs, samlet omkring R2, var i fare for at blive omringet.  

Driant havde organiseret forsvaret af Cauresskoven i tre linjer:  1. Forpostlinjen som var en række af små stillinger forbundet med lave skyttegrave. Fra denne linje gik der løbegrave bagud til 2. Støttelinjen med flere større betonstillinger, 'Grand Gardes', hver med plads til en deling på ca.60 mand. Foran støttelinjen var der ryddet brandbælter gennem skoven for at få et frit skudfelt. Bag støttelinjen var 3. linje - R linjen (ca. 800 meter fra forpostlinjen) – den sidste modstandslinje, der bestod af hegn, forskellige barrikader og 5 forholdsvis stærke redouts (lukkede skanser). Driants redout, R2, ses her th. Selvom Driants forsvarsstilling var bedre end de fleste andre franske ved Verdun - ofte  halvfærdige skyttegrave uden støttelinjer -  var den langtfra optimal. Betonbunkerne ydede kun begrænset og tilfældig beskyttelse. Da R3 blev ramt, dræbtes og såredes flere soldater og dens 90 mm kanon blev ødelagt.

Her faldt oberstløjtnant Driant. 

Stedet ligger nogle få hundrede meter fra R2.  Da Driant og hans resterende chasseurs begyndte tilbagetoget fra R2, så Driant til se sårede i R2, som de måtte efterlade. Men kort efter blev han  selv ramt af et skud i hovedet, da han ville hjælpe en såret på vejen væk fra stillingen.

Bliv og kæmp

Driant havde ventet det tyske angreb om morgenen d.21.feb. Han var stået tidligt op i sit lejede hus i Samogneux. Han efterlod sin vielsesring og et brev til konen – og nåede frem til R2 lige inden det tyske bombardement satte ind. Under bombardementerne var det stort set umuligt for ham at få et klart billede af situationen. Forbindelserne (telefon) bagud var afbrudte, og der var ingen kommunikation med forposterne. 

Driant selv måtte om aftenen frem til de forreste linjer - forposterne og støttelinjen - for at få et indtryk af, hvad der foregik. Enkelte poster var erobret af tyskerne, men Driant bedømte moralen blandt de franske soldater som fortsat god. Dog var der lidt tvivl om den moralske styrke hos enkelte af hans officerer. Da en af Driants løjtnanter spurgte ham, hvad han nu skulle gøre med sine resterende 80 mand - han var kommet ned til R-linjen fra supportlinjen, kunne Driant kun give det svar, som løjtnanten burde kende i forvejen: bliv og kæmp.

Driant skulle blive en legendarisk soldat for den indsats, som han viste ved forsvaret af stillingerne i Bois des Caures. For mange officerer og menige soldater blev Driant det store forbillede.

Monumentet for oberstløjtnant Driant og 56. og 59. Chasseurs à pied i Bois des Caures.

Via Røde Kors fik franskmændene besked om Driants død, og at tyskerne havde begravet ham det sted, hvor han faldt sammen med andre franske officerer og tyske soldater. Efter krigen blev Driants lig identificeret, og hans kiste blev anbragt under stenen midt i  billedet, da gravstedet fik sin endelig udformning  i 1922. 13 ukendte chasseurs ligger i gravene omkring stenen.

Den ukendte chasseur

En af de tretten grave omkring Driants grav. Kun få chasseurs nåede tilbage til de franske linjer d.22.feb. Af de 1200 mand var der 118 tilbage. Resten var faldet, såret eller taget til fange.

Der er altid overlevende

Driant og de to chasseurbataljoner havde forsinket den tyske fremrykning i to dage og givet mange eksempler på mod og selvopofrelse. På 'hjemmefronten' i Paris arbejdede flere af Driants venner og ligesindede på at gøre ham til nationahelt. Det lykkedes! 

Men tiltrods for det tapre forsvar havde moralen ikke været lige god hos alle franske officerer og menige soldater i de første dage ved Verdun. Eksmpler på panik og 'flugt før tiden', også i Cauresskoven, var der flere af d.21. og 22.feb. Men billedet af det tapre franske forsvar, der kæmpede mod den tyske overmagt, blev brugt flittigt i propagandaen. Også billedet af franskmændene som de, der kunne improvisere i modsætning til de velorganiserede og effektive tyskere, når noget gik galt, blev brugt.

Slaget om Bois des Caures havde vist, at til trods for det tunge tyske artilleris systematiske bombardement af franske skyttegrave, var der alligevel altid nogle soldater, der dukkede op fra 'gravene' med maskingeværer, når infanteriet angreb. Franskmændene og briterne skulle selv erfare det samme, da de efter voldsomme bombardementer angreb de tyske linjer ved Somme (juli 1916) og Chemin des Dames (april 1917).

 

Skovstien fra landevejen ved p-pladsen ved Monumentet for oberst Driant og hans chasseurs. Stien går hen til mindestenen på det sted, hvor han faldt.

Skoven er 'tæt', og stien ser lidt mørk ud, men er bred. Skovene nord for Verdun - alle statseje - får stort set lov til at vokse vildt. Der er som tidligere nævnt ingen almindelig skovpleje Umiddelbart virker skovene ikke særligt indbydende, og hvis man ikke er specielt interesseret i at se de steder, hvor der blev kæmpet i 1916, skal man ikke besøge skovene. For de interesserede kan en gåtur her på et par timer med det specielle sceneri være noget af en oplevelse.

Litteratur:

Christina Holstein: Walking Verdun (2009)

Ian Ousby: Vägen til Verdun (sv. udg. 2003)

Copyright Bo Jessen 2012-17