Tvivlen

Der blev kort tid efter fundet rejst tvivl om troværdigheden bag 'bajonetternes skyttegrav'. Denne tvivl er blevet understøttet af tidligere soldater. En af dem har betegnet graven som et uværdigt bedrag.

Veteraner fra Verdun, som ikke brød sig om at se faldne kammerater udsat for overdreven heltemod, påpegede, at jord, der slyngedes op i luften ved en granateksplosion, faldt for uregelmæssigt til at kunne udfylde en skyttegrav. Men ofte sås opstilling af geværer eller bajonetter langs med en skyttegrav. Efter en offensiv var det nødvendigt meget hurtigt at begrave de faldne, både egne og fjendens, og den mest praktiske løsning var at benytte en overflødig skyttegrav.

Denne kollektive grav blev markeret med bajonetter sat lodret. Soldaterne fra 3.kompagni var døde på samme måde som alle de andre ved Verdun. Desuden manglede der rapporter, der fortalte, hvad der var sket, og der cirkulerede ingen rygter om begivenheden.

Historien kan godt være sand?

Andre veteraner, herunder en officer for nabobataljonen, ville ikke udelukke, at begivenheden kunne være (delvis) sand. Han gjorde opmærksom på, at at det tyske bombardement d.12.juni 1916 mest havde været en type af beskydning, der havde medført et stort nedfald af støv, som kunne have medvirket til at begrave soldaterne. En anden officer mente, at soldaterne var blevet begravet meget senere af tyskerne, som så markerede stedet med bajonetter. Men ingen kunne som vidne bekræfte historien.

Der er således flere forskellige versioner af tolkningen af bajonetternes skyttegrav. De fleste franske historikere afviser den som en legende. Men legenden har stadig mange tilhængere, bl.a. med den ikke uvæsentlige begrundelse, at Verdun ikke indbyder til diskussion af heltemod. Hvorfor skulle man betvivle et enkelt monument, når hele slagmarken burde være et monument?

Tranchée des Baïonettes

Bajonetgraven

Opgangen til monumentet. Opgangen skal formodentlig symbolisere en kommunikationsgrav, der fører op til den egentlig skyttegrav, hvor soldaternre står. Monumentet er virkeligt 'monumentalt'. Gavlen domineres af et stort kors, som markerer, at her går man ind i de faldnes verden. Skyttegraven er overdækket (se foto herunder) således at hele monumentet kan minde om en kirke.

Den tildækkede grav.

14 af de 21 fundne soldater blev indentificeret. De er blevet flyttet til kirkegården i Fleury. De resterende 7 hviler i graven under korsene. Tidligere var der anbragt rustne bajonetter.

Det 137.regiment deltog i en af de hårdeste kampe om Verdun i sommeren, hvor Frankrig kæmpede  for at bevare fodfæstet i bakkerne på den højre Meusebred.

Regimentet holdt stand ved 'Dødens kløft', men blev nærmest udslettet af tysk artilleri 11-13.juni. De få overlevende blev taget til fange. De havde fulgt ordren om at holde stillingerne - 'tenir' - uanset hvad det kostede. 'Tenir' var blevet en slags mantra for den franske hær ved Verdun.

Monumentet fortæller ligesom Benhuset de besøgende, at de savnede, de uidenficerede faldne fortsat berører os dybt. 

Bajonetgravens beliggenhed ved vejen fra Benhuset (Ossuaire) mod vest gør den til en del af det centrale erindringssted, som også omfatter Fort Douaumont, Museet i Fleury samt Benhuset. Skoven i dag er makeret med grøn farve. Skovene dengang er markeret med mørkegrønt.

Billede th: Indgangen til monumentet

Oversat lyder inskriptionen over indgangsdøren til monumentet:

Til minde om de franske soldater, som sover stående med geværet i hånd i denne skyttegrav. Fra deres amerikanske brødre.

Udsigt fra Fort Douaumont i retning mod Ravine de la Mort (Dødens kløft). Desværre er terrænet så skovklædt, at det er umuligt at få et indtryk af denne berømte kløft. I midten af billedet rester af en pansret udkigspost (?) på taget af fortet.

Historien

Det var obersten fra det 137. infanteriregiment, som i januar 1919 ved genbesøg i Verdun opdagede, at det var infanteriets 3.kompagni, som havde forsvaret en stilling i Ravin de la Dame (eller dødens kløft, som den ofte  blev kaldt) på det sted, hvor man havde fundet en række bajonetter, der stak op af jorden – og under dem kroppene fra mændene stående med gevær i hånd. 57 mand fra kompagniet var blevet begravet levende af en granateksplosion. Stedet havde været genstand for et bombardement af tungt artilleri (280 mm og 305 mm) i to dage (10-12 juni 1916). Soldaterne havde været ved at forberede et angreb. Bajonetterne var sat på geværerne, da der var mangel på ammunition. Desuden kunne støvskyer fra bombenedslag blokere for afgivelsen af skud.

Stedet blev døbt 'la tranchée des fusils' (geværernes skyttegrav), senere omdøbt til 'la tranchée des baïonettes'  (bajonetternes skyttegrav eller blot bajonetgraven). Et navn der i højere grad genkalder sig i erindringen. Historien blev gengivet i pressen, og en bog gav historien en slags troværdighedsstempel.

Stedet blev udgravet i juni 1920. 21 lig blev fundet, heraf blev 14 identificeret. En amerikansk rigmand, Georges T. Rand, gav 500.000 franc til konstruktion af et monument. Arkitekten André Ventre's bygning blev opført oven på det udgravede sted. Indvielsen fandt sted allerede d.8.december samme år. Det er dette monument, som fortsat kan ses i dag.

Det imposante monument set fra siden. Det aflange rum med korsene ses i midten af billedet.

Den sande historie er formodentlig denne: mellem d.10 og 12.juni var kompagniets soldater udsat for et intensivt bombardement og slog flere tyske angreb tilbage med håndgranater. De der ikke kunne flygte, faldt for de tyske kugler og granater. De få overlevende blev taget til fange. De døde blev hurtigt begravet i en forladt skyttegrav med geværerne (bajonetter er ikke påsat) anbragt  lodret for at markere graven. De 21 (ikke 57) som blev fundet ved udgravningen til monumentet i juni 1920 var alle lagt ned og uden våben. De 14 blev ført til kirkegården ved Fleury - de 7 ligger under de hvide kors

Bajonetgraven rejser - ligesom Benhuset - et mere generelt spørgsmål omkring monumenter og krigen: Hvilken slags monument ville egentlig være passende? Veteraner var i tvivl. Allerede under slaget forstod flere, at dette var noget specielt. Slaget fulgte ikke noget gængs mønster som et klassisk 'flankeslag'. Det var et 'formløst' slag, som ikke havde nogen afslutning. Slagmarken tilhører de døde, som ligger der uden begravelse - uafsluttede skæbner i et uafsluttet slag.

Litteratur:

Christina Holstein: Walking Verdun (2009)

Ian Ousby: Vägen til Verdun (2003)

www.fr.wikipedia.org. (Artikel 'Tranchée des Baïonettes' om vidner og om ehele debatten)

  

Copyright Bo Jessen 2012-17