Måske er denne form for ophængning  den nordirske protestantiske arbejderkulturs måde at vise sin foragt på over for den britiske intellektuelle overklasse. Men der var også noget at være stolte af. Det lykkedes afdelinger fra Ulsterdivisionen trænge igennem de tyske linjer om formiddagen d.1.juli 1916 ved starten på den britiske offensiv ved Somme. Fire VC'er (Victoria Cross - højeste udmærkelse) blev vundet. Historikeren Lyn Macdonald, som er omtalt i teksten til højre (Er soldaternes erindringer pålidelige?) har i sine udgivelser om krigen baseret på interviews med veteraner i 1960'erne og 1970'erne vist, hvor fjernt britiske arbejderklasseerindringer om krigen er fra tonen i og indholdet af de berømte krigsdigteres oplevelser (f.eks. Robert Graves, Edmund Blunden)

  

Maurice Genevoix (1890-1980)

(Billedet fra 'Le Memorial de Verdun'( 2008))

I øvrigt er der stor forskel på skriveevnen hos de forskellige 'forfattere'. Der er langt fra berømtheder som franskmanden Maurice Genevoix, der udgav sin krigserindringer i romanform - første bind kom allerede i 1916 - og tyskeren Ernest Jünger, der med erindringsbogen 'Stålstormen' (1920) satte ny standard for krigserindringer med hyldest til den stærke soldat, til den ukendte reserveløjtnants dagbog og breve, som hans familie i 1990'erne beslutter at udgive, selvom de næppe kan have interesse for andre end netop familien. Dagbogen er måske blot en opremsning af regimentets aktiviteter og brevene handler mest om familieforhold og meget lidt om krigen.

Det  var i almindeligt, at breve hjem ikke handlede om selve kampene. Soldaterne ville skåne deres nærmeste familie for realistiske skildringer af det militære helvede. Vejret, mudderet, lusene samt familieforhold og modtagelse af pakker hjemmefra var hovedemnerne i soldaternes breve. Håbet om krigens snarlige afslutning var et stort fælles ønske hos alle, men der var forbavsende lidt kritik af overordnede og af den måde, som krigen blev ført på. Censuren forhindrede dette. Men der forekom heller ikke politiske eller ideologiske synspunkter. Soldaterne kæmpede ikke for en statsform, et demokrati, fædrelandet, kejseren eller andre politiske fænomener - men for hinanden og for deres familier. Dette er særlig markeret i de breve, som de dansksindede sønderjydske soldaters breve hjem. De kæmpede ikke for det tyske fædreland, men for deres gårde og deres familier. Ved at aftjene deres tyske værnepligt håbede de at kunne bevare deres danske hjem og kultur over for de tyske myndigheder.

Flere af de mest kendte forfatteres krigserindringer fik nærmest karakter af litterære mesterværker, f.eks. Robert Graves: Goodbye to All That, som var vendt ikke blot mod krigen, men mod det britiske klassesamfund. Den og andre kendte forfatteres værker genoptrykkes fortsat.

Efter 2.verdenskrig blev flere af de franske erindringsforfattere af forlagene bedt om at gøre deres tekst 'mere nutidig', omredigere eller forkorte bogen inden nyt genoptryk. Enkelte har fulgt forlagenes ønske, bl.a. med det formål at give slagmarker som Verdun og Somme mere plads - og mindre plads til andre dele af deres erindringer. Herved kunne de måske stå sig bedre over for skildringer af 2.verdenskrigs store slag.

.

Litteratur:

Ecrire l'incommunicable. Maurice Genevoix et Ernest Jünger. (Udstillingskatalog fra Memorial de Verdun 2011)

Osburg, Wolf-Rüdiger: Hineingeworfen. Der Erste Weltkrieg in den Erinnerungen seiner Teilnehmer (2009)

Soudagne, Jean-Pascal: Poilus. Les ders des ders (2006)

Winter, Jay: Sites of Memory, Sites of Mourning. The Great War in European Culturel History (1995/2008)

Copyright Bo Jessen 2012

Soldaten her skal repræsentere den almindelige, men stolte franske borger, der har kæmpet for sit land (skulpturen er fra mindesmærket i Argonneskoven 'La Haute Chevauchée') Og det var netop sådan de fleste franske soldater ønskede at se selv i deres erindringer, hvad enten de blev udgivet eller aldrig forlod noteshefterne gemt væk i den lukkede kiste på loftet i familiens hus.

 I sagens natur kan der ikke laves 'statistik' på soldatererindringer - vi ved ikke, hvor mange der er blevet skrevet, men de skal formodentlig tælles i tusinder (i Frankrig, Storbritannien og Tyskland), hvoraf en del er blevet udgivet. Men der dukker stadig 'nye' op her efter år 2000 hos forlagene. Et eksempel på en soldatererindring, der sandsynligvis blev nedskrevet i 1920'erne og/eller 1930'erne, men først blev udgivet i 1998, er Henri Laporte: Journal d'un poilu. Henri skriver, at han støtter sig til dagsbogsnoter og sin 'hukommelse'. Hans deltagelse i de mange slag i 1915 og 1916 er omhyggeligt beskrevet. Også det daglige liv i skyttegraven får sit. Overgangen fra rekruttiden i 1914, hvor han stadig har optimisne og det gode humør i behold, til krigserfaringer, hvor han er blevet en fuld 'udlært' poilu, der har lært at se på krigens død og lemlæstelser som noget, der hører til, skildres uden omsvøb. Sådan var soldater- livet ved fronten.(fortsættes efter næste afsnit)

Billedet herover:

Udsigten mod nord fra toppen af Fort de Douaumont. Fortet udgjorde en vigtig del af befæstningsringen omkring byen Verdun og var det mest omstridte under den tyske offensiv i 1916. Fortet indgår i den franske 'sejrsmytologi'. Hvis man læser i en fransk soldats erindringer fra krigen, er der meget stor sandsynlighed for, at det vil fremgå af bogen, at han i en periode har været med ved Verdun i 1916. Det var vigtigt for den franske ledelse, at så mange soldater som muligt tog 'deres del' af Verdunforsvaret - derfor de mange afløsninger. Ca. 2/3 af alle franske soldater nåede en tur omkring Verdun i 1916.

 

Billedet herunder:

Den franske 'poilu' - den menige soldat, der blev efter krigen gang på gang fremhævet som rygraden i den franske hær. 'Poilu' betyder egentlig 'den behårede'. Foto fra franske skyttegrave viser ofte soldater med stor skægvækst. Betegnelsen blev mest brugt af officerer og 'baglandet'. Soldaterne selv foretrak udtrykket 'bonhomme' (noget i retning af 'god mand'). 'Le poilu' blev - måske lidt nedladende - ofte fremstillet som en rar fyr, ikke særlig køn, men rank og stolt, med et tappert  hjerte - og med en vinflaske og en konservesdåse med kød og suppe. Skulpturen her er fra monumentet for de faldne (1926) på 'Butte de Vaquois', vest for Verdun. 'Tøjbylten, som soldaten bærer på, var en del af udrustningen.

Soldaternes erindringer - fra 1919 til 1939

 

I mellemkrigstiden (1918-1939) blev soldaternes erindringer (trykte dagbøger, breve eller populære beretninger i form af romaner) om slagmarken som regel udelukket fra historieskrivningen. De blev ikke overset, men anerkendt som nyttige til at beskrive det enkelte slags ’atmosfære’. Men de kunne ikke bidrage til en forståelse af slagets gang, strategi og taktik. Synsvinklen var for begrænset.  Slagets atmosfære – dvs den enkelte soldats eller grupper af soldaters oplevelse af slagmarken - var interessant nok, men den herskende opfattelse blandt historikerne var den, at fronten med skyttegravene var forsvarsindretninger – ikke ’sociale’ steder. Soldaternes daglige liv i skyttegravene, deres problemer med mudder, utøj, rotter, mad osv og deres indbyrdes forhold var ikke relevante.

 

Soldaterne, deres familier, venner m.fl. læste til gengæld populære skildringer af slagene, som sammen med de mange erindringer, som generaler, politikere og diplomater skrev i 1920’erne og 1930’erne - foruden de mange romaner om krigen - udgjorde den store masse af publikationer, som blev solgt og læst. I Frankrig blev allerede Henri Barbusse’s roman om skyttegravskrigen (1916) en stor succes – en bog på linje med Ernst Jüngers bog om sin krigsdeltagelse ’I stålstormen’ (1922) i Tyskland (som derimod var længe om at blive populær - tyskerne ville åbenbart ikke læse om nederlagets krig)

 

I midten af 1920’erne indtrådte der en vis mæthedspause i udgivelserne, men med fremkomsten af tyskeren Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’, gik det løs igen. Bogen var en roman, men byggede på forfatterens egne oplevelser i skyttegraven (det hævdede han i hvert fald). I denne nye bølge, som fulgte på Remarques bog, i Tyskland og i Vesteuropa var der, ud over romaner, flere selvbiografier med krigsoplevelser af senere kendte forfattere, f.eks. Robert Graves i Storbritannien.

 

I 1930’erne begyndte enkelte franske historikere at bruge soldaternes beretninger som kilder, der kunne bidrage til forståelse af slagene og krigens udvikling. De indkaldte via pressen et antal dagbøger/notater om kampene ved Verdun. Efter nøje granskning blev flere af dem ’flettet’ sammen til en mosaik om hele slaget.  Historikerne fik således et mere realistisk og dækkende billede af slagets gang, end hvis de – som tidligere – kun havde brugt officielle dokumenter (militære rapporter m.v.) som kildegrundlag. Slagmarken blev nu et sted, hvor soldaterne havde kæmpet, hvor de var blevet udsat for ufattelige lidelser, og hvor de var faldet eller blev såret. Det nationalistiske præg forsvandt fra historikernes bøger. En historiker gennemgik 300 forskellige udgivne soldaterberetninger (romaner, erindringer m.v.) og satte på det grundlag en standard for den ’acceptable’ (dvs. pålidelige!) erindring. Han afviste således øjenvidneberetninger, der brugte følelsesladede udtryk som f.eks. ’strømme af blod’, 'dynger af lig’.

Scene fra fransk skyttegrav. Soldaten sidder i et lille beskyttelsesrum i skyttegraven og forsøger måske at samle tankerne om sine optegnelser. Scenen er fra Museet 'Le Mémorial de Verdun', hvor man har forsøgt at opbygge en slagmark i midterpartiet i bygningen. Det var ikke ualmindeligt, at soldater forsøgte at skrive dagbog ved fronten - ja - selv i forreste linje. Mange følte et behov for at kunne fortælle om deres oplevelser. En del havde sikkert også blik for, at dagbogen kunne bruges som grundlag for personlige erindringer, der kunne udgives efter krigen - hvis man overlevede!

Dert var egentlig forbudt at føre en personlig dagbog - den kunne bruges af fjenden, hvis soldaten blev taget til fange - men alligevel sad mange og skrev åbent ved fronten uden at det fik konsekvenser.

Dagbogsoptegnelser

Dagbogsoptegnelser

Fransk og tysk uniform for menige ved krigens start. Fra museet 'Le Memorial de Verdun'.

Forskellen på den franske og den tysk soldats uniform er ganske iøjnefaldende. Den franske var unægtelig en anakronisme længe før kampene begyndte. De røde bukser og den røde kasket bidrog til de store franske tab i de såkaldte grænsekampe i august-september 1914. De franske soldater kunne dårligt nok være mere tydeligt markeret i terrænet for de tyske maskingeværskytter. Men også de franske marchopstillinger, de franske soldatersange og hele den militære atmosfære mindede mere om Napoleonskrigene end 1914. I løbet af 1915 gik man over til hjelme og blå uniformer. Både den franske og den tyske soldat skulle være kortklippede. Overskægget, et tegn på virilitet, var tilladt. På ryggen havde soldaten – den tyske oppakning ses ikke her – ca. 30 kg (Regnslag, tæppe, tøj, kogekar osv.) Oppakningen blev af mange anset som en af de soldatens store plager på linje med mudder, lus og fjenden. Det fremgår af flere soldatererindringer, at marcher med oppakning var forhadte, specielt blandt franskmændene. Tyskerne var mere heldige med deres uniform. Dog måtte de - som franskmændene  - skjule de blanke steder, bl.a. spidsen på felthuen, med tøjstykker eller farve dem sort, bl.a. bæltespænderne.

Soldaternes erindringer - fra 1945 til ca.2000

 

 

Efter 2.verdenskrig forsøgte en ny type historieskrivning med succes at indflette soldaterberetninger i den almindelige historiske fremstilling. Succesen skyldtes formodentlig det forhold, at der nu var kommet mennesker af kød og blod ind i en historie, som var velkendt. Det blev lettere for publikum at identificere sig med den enkelte soldat og sætte sig ind i forholdene på slagmarken. Hertil bidrog også det nye medie, tv, som med sine udsendelser på en underholdende måde bragte krigen tilbage i publikums bevidsthed. Det blev almindeligt blandt historikere at appellere til publikum om tidligere nedskrevne beretninger om krigen – eller at opsøge veteranerne for at få interviews.

 

1960’ernes historieskrivning gav et nyt perspektiv på det enkelte slag: alle slagets aspekter skulle inddrages til et helhedsbillede. Planer, tekniske forberedelser, bombardementer, fjendens reaktioner, egne soldaters adfærd, såredes situation osv. Historikerne forsøgte her at forstå, hvordan og hvorfor mennesker kunne udholde denne terror, som slaget i virkeligheden var udtryk for. 

 

Ved 50-året for krigens udbrud kom der atter gang i den offentlige interesse for de mere populære skildringer af krigen. Denne - den 1.verdenskrig - havde indtil da stået i skyggen af den 2.verdenskrig, men var nu ved at 'dukke op til overfladen', mest i Storbritannien, mindre i Tyskland. I 1961 var der fortsat ca. 2 mio mænd, som havde kæmpet i 1.verdenskrig, i live. Mange af disse var ved at lade sig pensionere fra deres arbejde og havde nu tid til at se tilbage på deres liv og måske forsøge at finde en mening. For medlemmer af den politiske og kulturelle elite var der en klar 'forpligtelse' til at nedskrive og offentliggøre deres erindringer, men også veteraner, som ikke tidligere havde haft intentioner om at skrive noget, begyndte nu at tale og skrive om deres krigstid sammen med familie og venner. BBC's store serie 'The Great War' med autentiske optageler og med interviews med veteraner bidrog også til at andre følte, at det var værd et genkalde sig oplevelserne ved fronten.

 

I 1980’erne og 1990’erne så nye bølger af udgivelser: dagbøger, breve m.v., som familierne fandt frem efter veteranernes død. Soldaternes beretninger blev igen en populær genre, navnlig i Frankrig. Samtidig søgte historikere frem til de sidste overlevende veteraner, som nu for de flestes vedkommende havde passeret de 90 år. Det blev vigtigt at sikre øjenvidneberetninger, mens det stadig var muligt. Men den stigende interesse for veteranerne skal også ses på baggrund af selve historiefagets udvikling. Det var blevet et stort fag i det meste af den vestlige verden efter 2.verdenskrig – med tusinder af forskere og studerende  – og en stor del af dette videnskabelige miljø, navnlig i den engelsksprogede verden, beskæftigede sig med ’Den store Krig’, som man fortrak at kalde den flere steder for at markere dens særlige betydning, navnlig i forhold til Den anden Verdenskrig.

Væggen i kapellet i Ulster Tower Memorial (th) er dekoreret med malerier, regimenstmærker og valmuekranse. Ulster Tower er Nordirlands nationale monument ved Somme på vestfronten. De andre vægge er dækket på samme måde.

 Det midterste billede viser nedskydningen af en angribende tysker med håndgranat. Der fornemmes i dette billede - og det andet længere nede på denne side - en vis 'trods' mod de mere traditionelle britiske normer for mindesteder i slagordene øverst og i slagscenen, der kunne være taget fra et 'kulørt' blad. Rollefordelingen med helte og skurke er klar. Arbejderklassekultur? 

Udholdenhed og patriotisme - troen på at briter ikke kunne tabe - afspejles i opstillingerne.  (Fortsættes ud for næste illustration th)

Arbejderklassekultur

De sidste af de sidste

 

I slutningen af 1990’erne begyndte medierne som nævnt at interessere sig for de få 1.Verdenskrigsveteraner, der endnu var live op til de årlige mindehøjtideligheder på våbenstilstandsdagen 11.11 . Interessen syntes at vokse i takt med, at der blev færre og færre. I september 2004, da sejren ved Marne 1914 skulle mindes 90 år efter, var der ifølge en officiel optælling af l’ONAC (Det nationale kontor for veteraner) 15 tilbage i Frankrig, alle over 106 år gamle. På fransk blev de kaldt 'Les derniérs (poilus) des derniérs (guerres)' – de sidste af/i de sidste krige. Udtrykket går tilbage til tiden lige efter 1918, da man mente, at denne krig måtte være den sidste. De blev interviewet flere gange til medierne, der ville have nogle gode historier om deres liv i skyttegravene.

 

Der blev også udgivet flere bøger. Den franske regering søgte at være med på vognen – der var udnævnt en særlig minister for veteraner – ved tildeling af ordener. De ’sidste af de sidste’ fik nærmest ikonstatus.

Ved 90 års mindehøjtideligheden i 2008 var der 2 tilbage i Frankrig. De afslog begge at modtage den nationale begravelse, som var planlagt af regeringen. De – og mange andre – mente, at denne ære ville være en fornærmelse mod alle tidligere soldater fra krigen, der hverken havde fået ordener eller andre hædersbevisninger. Men regeringen hævdede, at begravelsen var tænkt som et symbolsk hædersbevis for alle tidligere ’poilus’. Budskabet ved begravelsen – den ene blev gennemført – var en fremhævelse af den franske soldats pligtfølelse og heroisme.

 

Også i Storbritannien deltog veteraner fra krigen i de årlige mindehøjtide- ligheder på våbenstilstandsdag 11.11. Efterhånden som der var færre og færre af dem i live, blev de genstand for en stadig større hyldest og opmærksomhed – som fra omkring 2000 voksede hastigt. Navnlig den sidste veteran, som aktivt deltog i kampene på vestfronten, Harry Patch, blev fulgt opmærksomt af medierne. Måske fordi han først udtalte sig om krigen efter sit fyldte 100 år – endda meget kritisk. Han døde i 2009.

 

I Tyskland har interessen for de sidste veteraner derimod ikke nået samme omfang. Der har været nogen omtale i medierne, men da der ikke har været tradition for at mindes våbenstilstandsdagen, har opmærksomheden omkring veteraner for det meste været rettet imod udgivelser af krigsdagbøger og andre bøger i forbindelse med krigen. Beskrivelser af forholdene for de tyske soldater under krigen på basis af f.eks. interviews med de sidste tyske veteraner er også udkommet i bogform.

Måske er denne form for ophængning  den nordirske protestantiske arbejderkulturs måde at vise sin foragt på over for den britiske intellektuelle overklasse. Men der var også noget at være stolte af. Det lykkedes afdelinger fra Ulsterdivisionen trænge igennem de tyske linjer om formiddagen d.1.juli 1916 ved starten på den britiske offensiv ved Somme. Fire VC'er (Victoria Cross - højeste udmærkelse) blev vundet. Historikeren Lyn Macdonald, som er omtalt i teksten til højre (Er soldaternes erindringer pålidelige?) har i sine udgivelser om krigen baseret på interviews med veteraner i 1960'erne og 1970'erne vist, hvor fjernt britiske arbejderklasseerindringer om krigen er fra tonen i og indholdet af de berømte krigsdigteres oplevelser (f.eks. Robert Graves, Edmund Blunden)

Arbejderklassekultur 2

Maurice Genevoix (1890-1980)

(Billedet fra 'Le Memorial de Verdun'( 2008))

 

I øvrigt er der stor forskel på skriveevnen hos de forskellige 'forfattere'. Der er langt fra berømtheder som franskmanden Maurice Genevoix, der udgav sin krigserindringer i romanform - første bind kom allerede i 1916 - og tyskeren Ernest Jünger, der med erindringsbogen 'Stålstormen' (1920) satte ny standard for krigserindringer med hyldest til den stærke soldat, til den ukendte reserveløjtnants dagbog og breve, som hans familie i 1990'erne beslutter at udgive, selvom de næppe kan have interesse for andre end netop familien. Dagbogen er måske blot en opremsning af regimentets aktiviteter og brevene handler mest om familieforhold og meget lidt om krigen.

Det  var i almindeligt, at breve hjem ikke handlede om selve kampene. Soldaterne ville skåne deres nærmeste familie for realistiske skildringer af det militære helvede. Vejret, mudderet, lusene samt familieforhold og modtagelse af pakker hjemmefra var hovedemnerne i soldaternes breve. Håbet om krigens snarlige afslutning var et stort fælles ønske hos alle, men der var forbavsende lidt kritik af overordnede og af den måde, som krigen blev ført på. Censuren forhindrede dette. Men der forekom heller ikke politiske eller ideologiske synspunkter. Soldaterne kæmpede ikke for en statsform, et demokrati, fædrelandet, kejseren eller andre politiske fænomener - men for hinanden og for deres familier. Dette er særlig markeret i de breve, som de dansksindede sønderjydske soldaters breve hjem. De kæmpede ikke for det tyske fædreland, men for deres gårde og deres familier. Ved at aftjene deres tyske værnepligt håbede de at kunne bevare deres danske hjem og kultur over for de tyske myndigheder.

Flere af de mest kendte forfatteres krigserindringer fik nærmest karakter af litterære mesterværker, f.eks. Robert Graves: Goodbye to All That, som var vendt ikke blot mod krigen, men mod det britiske klassesamfund. Den og andre kendte forfatteres værker genoptrykkes fortsat.

Efter 2.verdenskrig blev flere af de franske erindringsforfattere af forlagene bedt om at gøre deres tekst 'mere nutidig', omredigere eller forkorte bogen inden nyt genoptryk. Enkelte har fulgt forlagenes ønske, bl.a. med det formål at give slagmarker som Verdun og Somme mere plads - og mindre plads til andre dele af deres erindringer. Herved kunne de måske stå sig bedre over for skildringer af 2.verdenskrigs store slag.

Er soldaternes erindringer pålidelige?

 

De mange forskellige typer af soldaterberetninger rejser selvfølgelig spørgsmålet om pålidelighed.  Hvor meget kan vi stole på f.eks. dagbøgers beskrivelser af slagmarken? Er en type beretning mere pålidelig end en anden type? Et eksempel: Er en tysk løjtnants dagbogsoptegnelser om hans kompagnis indsats ved fronten i Verdun, nedskrevet nogle dage senere i en reservestilling, mere pålidelig end en erindring nedskrevet nogle år senere af en anden officer i samme kompagni om de samme begivenheder? Ja, vil mange svare.  Argumentet er samtidighed. Den første officer skrev, mens begivenhederne stod klart for ham. Den anden officer kunne sikkert også huske meget, men i de forløbne år har hukommelsen måske heftet sig ved nogle bestemte forhold og glemt andre. Og selvom han har benyttet samtidige noter eller dagbog vil svaret blive det samme. Senere indtryk fra krigen eller efterkrigstiden kan have fået ham til at se på begivenhederne med andre øjne. Et andet eksempel: en tysk maskingeværskytte, der lå i forreste skyttegrav ved Somme fronten under det mislykkede britiske angreb d.1.juli, erklærede mange år senere under et interview, at han havde indstillet skydningen mod de britiske soldater i ingenmandsland, da de overlevende forsøgte at trække sig tilbage. Mange af deres kammerater var bogstavelig talt blevet mejet ned under angrebet. Men måske havde hans senere oplevelser under krigen og den udbredte pacifisme efter krigen haft indflydelse på hans hukommelse?

 

På den anden side kunne den samtidige nedskrivning (Det første eksempet for oven) være præget af bestemte følelser eller holdninger, f.eks. had til fjenden eller uvilje mod overordnede, som gav hans beretning en drejning. Dagsbogsoptegnelsen var måske blevet til få timer efter et fjendtligt angreb eller en kraftig artillerild, og de faldne kammerater var ikke glemt. Måske blev indsatsen overdrevet. Et tredje eksempel: nedskydning af de fjendtlige soldater i frontlinjen, der havde tilkendegivet, at de ville overgive sig, forekom ret ofte, hvis man skal tro flere beretninger fra begge sider. Had, aggression og tvivl om de fjendtlige soldaters adfærd kan være en forklaring – var overgivelsen nu også alvorligt ment? Men nedskydningen kunne også finde sted efter selve overgivelsen, når de tilfangetagne blev ført tilbage til opsamlingssteder af vagter. Det var ikke altid, at fangerne nåede frem. Den første nedskydning kunne være tilladt af de overordnede, hvis der kunne herske tvivl om overgivelsen – det sidste var strengt forbudt. Men i beretninger, hvor nedskydning omtales, er det som regel altid andre end beretteren selv, der står for nedskydningen.

 

Efter krigen ville mange soldater nedtone deres aktiviteter i krigen over for deres familie og øvrige omgangskreds - eller slet ikke omtale deres krigserfaringer. Enten forsøgte de at glemme deres krigsoplevelser for at slippe ud af deres traume. Eller de forsøgte blot at virke mindre krigeriske i den fredstid, der var indtrådt. De ville ikke udpensle volden – hverken den, som de selv havde oplevet eller den, som de selv havde været med til at begå - for offentligheden eller for familien.

 

Set fra professionelle historikeres synsvinkel kunne det også være betænkeligt at fæstne for for meget lid til de soldaterberetninger fra krigen, der skrevet i form af romaner, der ifølge sagens natur næppe kan anses for den mest pålidelige måde at skrive på! De mest kendte eksempler her er Henri Barbusse:  Le Feu (1916) og Maurice Genevoix: Sous Verdun (også 1916), for ikke at tale om Remarque’s ’Intet nyt fra Vestfronten’ (1929), hvor flere beskrivelser af slagscener næppe kan være realistiske.

 

Men bør historikerne tillægge arbejdet med soldaterberetninger mindre vægt? Er det ikke nok med små uddrag fra en menig soldats erindringer for at sætte lidt kulør på en længere analyse af et større slag? Jo, vil mange svare. I forvejen er det er et stort puslespil at beskrive og analysere f. eks. udviklingen en offensiv, og det kan nemt forrykke ’balancen’ i dette arbejde, hvis  individuelle soldaters beretninger skal med på en fremtrædende plads. Et eksempel er den britiske historiker Lyn MacDonald bog (1983) om briternes Somme offensiv i 1916.  Lyn MacDonald havde interviewet flere hundrede veteraner fra slaget og ladet deres slagbeskrivelser i form af citater danne grundstrukturen i bogen. Bogen blev sammen med hendes tidligere bog om slaget ved Passchendaele (1978) en succes. Læseren er tæt på de enkelte steder i den store slagmark, men må samtidig leve med, at overblikket nemt går tabt undervejs.

 

Interviews af veteraner mange år efter krigen om deres oplevelser i krigen medfører en del metodiske problemer for historikeren. For Lyn MacDonald og andre historikere i Storbritannien, Tyskland og Frankrig - og det er mange! - har det været vigtigt at kunne stille de 'rigtige', dvs. ikke-ledende, spørgsmål på den 'rigtige', dvs. neutrale, måde til veteranerne for at undgå den berømte 'interviewer-effekt'. Et eksempel: spørgsmålet 'Beskriv hvor forfærdeligt der var i skyttegraven' gav selvfølgelig det svar, at der var 'meget forfærdeligt'! Et andet eksempel: Spørgsmålet 'Beskriv hvordan stabsofficerer kludrede i det med forberedelserne til at angreb' gav måske et svar, som intervieweren ikke ønskede - nemlig at de ikke kludrede i det.

 

Hvor godt kan en 90-årig huske begivenheder 70 år tilbage? Nogle hævder, at man som ung hefter sig ved bestemte begivenheder (her soldaten i krigen) - og husker dem tydeligt mange år efter. Andre påstår, at meget gamle mennesker (her den 90-årige veteran) undertiden pludseligt finder tilbage til oplevelser, som tiden ellers har ændret eller slettet.

 

Mange historikere har brugt soldaternes erindringer i en slags 'litterær' sammenhæng, hvor historikeren (eller en forfatter) i beskrivelsen af de enkelte soldaters oplevelser har forsøgt at reflektere over de følelser og holdninger, der kommer til udtryk i erindringen - og i mindre grad  vurderer pålideligheden af oplysningerne i erindringen. Et nyt eksempel herpå er Peter Englund: Stridens skönhet och sorg (2009). En række forskellige personer, infanterister, teknikere, sygeplejersker, piloter - fra lande, der deltog i krigen - følges i parallelbeskrivelser fra 1914 til 1918 (eller til det år, hvor de faldt). Kildegrundlaget er erindringer af forskellig slags: udgivne dagbøger og breve,  officielle regimentshistorier, andre historikeres værker m.v. I beskrivelserne af de enkelte 'hovedpersoner' indflettes baggrundsstof, således at læseren ikke mister overblikket. Englund har taget en del 'litterære friheder' undervejs, feks. ved at tillægge personerne egenskaber eller holdninger, som der ikke synes at være dækning for i kildematerialet. Men det gør det noget lettere at nå læseren med personernes erindringer.  

 

En mere historisk-sociologisk analyse af soldatererindringer, som dyrkes af de fleste historikere, der skal finde fællestræk i soldaternes oplevelser, vil være selvfølgelig i nogen grad være nødt til at se bort fra den individuelle soldat. Denne optræder mest i form af eksempler, der skal dokumentere det generelle.  Et eksempel herpå er Claus Bundgård Christensen: Danskere på vestfronten 1914-1918 (2009). Her er den 'almindelige' historie om kamphandlinger, våben, stillinger og dagligliv uddybet og eksemplificeret med de enkelte søndejyske soldaters oplevelser, hvilket giver læseren en interessant og spændende indblik. Men der er nok nogle læsere, der vil vide, hvordan det gik de enkelte soldater i løbet af krigen. Her må de ty til de sønderjyske soldatererindringer, herunder dagbøger og breve, der er udgivet siden 1918.

 

De soldater, der deltog i kampene ved fronten, blev formodentlig alle mærket for livet af denne intense oplevelse. Men de blev det ikke på samme måde og i samme grad. Historikerne kan finde mange fælles træk i soldaternes skildringer af forholdene ved fronten, men ved selvfølgelig godt, at der er individuelle forskelle.

Til toppen af siden

 

Litteratur:

Ecrire l'incommunicable. Maurice Genevoix et Ernest Jünger. (Udstillingskatalog fra Memorial de Verdun 2011)

Osburg, Wolf-Rüdiger: Hineingeworfen. Der Erste Weltkrieg in den Erinnerungen seiner Teilnehmer (2009)

Soudagne, Jean-Pascal: Poilus. Les ders des ders (2006)

Winter, Jay: Sites of Memory, Sites of Mourning. The Great War in European Culturel History (1995/2008)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017

Arbejderklassekultur 2

Er soldaternes erindringer pålidelige?

De mange forskellige typer af soldaterberetninger rejser selvfølgelig spørgsmålet om pålidelighed.  Hvor meget kan vi stole på f.eks. dagbøgers beskrivelser af slagmarken? Er en type beretning mere pålidelig end en anden type? Et eksempel: Er en tysk løjtnants dagbogsoptegnelser om hans kompagnis indsats ved fronten i Verdun, nedskrevet nogle dage senere i en reservestilling, mere pålidelig end en erindring nedskrevet nogle år senere af en anden officer i samme kompagni om de samme begivenheder? Ja, vil mange svare.  Argumentet er samtidighed. Den første officer skrev, mens begivenhederne stod klart for ham. Den anden officer kunne sikkert også huske meget, men i de forløbne år har hukommelsen måske heftet sig ved nogle bestemte forhold og glemt andre. Og selvom han har benyttet samtidige noter eller dagbog vil svaret blive det samme. Senere indtryk fra krigen eller efterkrigstiden kan have fået ham til at se på begivenhederne med andre øjne. Et andet eksempel: en tysk maskingeværskytte, der lå i forreste skyttegrav ved Somme fronten under det mislykkede britiske angreb d.1.juli, erklærede mange år senere under et interview, at han havde indstillet skydningen mod de britiske soldater i ingenmandsland, da de overlevende forsøgte at trække sig tilbage. Mange af deres kammerater var bogstavelig talt blevet mejet ned under angrebet. Men måske havde hans senere oplevelser under krigen og den udbredte pacifisme efter krigen haft indflydelse på hans hukommelse?

På den anden side kunne den samtidige nedskrivning (Det første eksempet for oven) være præget af bestemte følelser eller holdninger, f.eks. had til fjenden eller uvilje mod overordnede, som gav hans beretning en drejning. Dagsbogsoptegnelsen var måske blevet til få timer efter et fjendtligt angreb eller en kraftig artillerild, og de faldne kammerater var ikke glemt. Måske blev indsatsen overdrevet. Et tredje eksempel: nedskydning af de fjendtlige soldater i frontlinjen, der havde tilkendegivet, at de ville overgive sig, forekom ret ofte, hvis man skal tro flere beretninger fra begge sider. Had, aggression og tvivl om de fjendtlige soldaters adfærd kan være en forklaring – var overgivelsen nu også alvorligt ment? Men nedskydningen kunne også finde sted efter selve overgivelsen, når de tilfangetagne blev ført tilbage til opsamlingssteder af vagter. Det var ikke altid, at fangerne nåede frem. Den første nedskydning kunne være tilladt af de overordnede, hvis der kunne herske tvivl om overgivelsen – det sidste var strengt forbudt. Men i beretninger, hvor nedskydning omtales, er det som regel altid andre end beretteren selv, der står for nedskydningen.

Efter krigen ville mange soldater nedtone deres aktiviteter i krigen over for deres familie og øvrige omgangskreds - eller slet ikke omtale deres krigserfaringer. Enten forsøgte de at glemme deres krigsoplevelser for at slippe ud af deres traume. Eller de forsøgte blot at virke mindre krigeriske i den fredstid, der var indtrådt. De ville ikke udpensle volden – hverken den, som de selv havde oplevet eller den, som de selv havde været med til at begå - for offentligheden eller for familien.

Set fra professionelle historikeres synsvinkel kunne det også være betænkeligt at fæstne for for meget lid til de soldaterberetninger fra krigen, der skrevet i form af romaner, der ifølge sagens natur næppe kan anses for den mest pålidelige måde at skrive på! De mest kendte eksempler her er Henri Barbusse:  Le Feu (1916) og Maurice Genevoix: Sous Verdun (også 1916), for ikke at tale om Remarque’s ’Intet nyt fra Vestfronten’ (1929), hvor flere beskrivelser af slagscener næppe kan være realistiske.

Men bør historikerne tillægge arbejdet med soldaterberetninger mindre vægt? Er det ikke nok med små uddrag fra en menig soldats erindringer for at sætte lidt kulør på en længere analyse af et større slag? Jo, vil mange svare. I forvejen er det er et stort puslespil at beskrive og analysere f. eks. udviklingen en offensiv, og det kan nemt forrykke ’balancen’ i dette arbejde, hvis  individuelle soldaters beretninger skal med på en fremtrædende plads. Et eksempel er den britiske historiker Lyn MacDonald bog (1983) om briternes Somme offensiv i 1916.  Lyn MacDonald havde interviewet flere hundrede veteraner fra slaget og ladet deres slagbeskrivelser i form af citater danne grundstrukturen i bogen. Bogen blev sammen med hendes tidligere bog om slaget ved Passchendaele (1978) en succes. Læseren er tæt på de enkelte steder i den store slagmark, men må samtidig leve med, at overblikket nemt går tabt undervejs.

Interviews af veteraner mange år efter krigen om deres oplevelser i krigen medfører en del metodiske problemer for historikeren. For Lyn MacDonald og andre historikere i Storbritannien, Tyskland og Frankrig - og det er mange! - har det været vigtigt at kunne stille de 'rigtige', dvs. ikke-ledende, spørgsmål på den 'rigtige', dvs. neutrale, måde til veteranerne for at undgå den berømte 'interviewer-effekt'. Et eksempel: spørgsmålet 'Beskriv hvor forfærdeligt der var i skyttegraven' gav selvfølgelig det svar, at der var 'meget forfærdeligt'! Et andet eksempel: Spørgsmålet 'Beskriv hvordan stabsofficerer kludrede i det med forberedelserne til at angreb' gav måske et svar, som intervieweren ikke ønskede - nemlig at de ikke kludrede i det.

Hvor godt kan en 90-årig huske begivenheder 70 år tilbage? Nogle hævder, at man som ung hefter sig ved bestemte begivenheder (her soldaten i krigen) - og husker dem tydeligt mange år efter. Andre påstår, at meget gamle mennesker (her den 90-årige veteran) undertiden pludseligt finder tilbage til oplevelser, som tiden ellers har ændret eller slettet.

Mange historikere har brugt soldaternes erindringer i en slags 'litterær' sammenhæng, hvor historikeren (eller en forfatter) i beskrivelsen af de enkelte soldaters oplevelser har forsøgt at reflektere over de følelser og holdninger, der kommer til udtryk i erindringen - og i mindre grad  vurderer pålideligheden af oplysningerne i erindringen. Et nyt eksempel herpå er Peter Englund: Stridens skönhet och sorg (2009). En række forskellige personer, infanterister, teknikere, sygeplejersker, piloter - fra lande, der deltog i krigen - følges i parallelbeskrivelser fra 1914 til 1918 (eller til det år, hvor de faldt). Kildegrundlaget er erindringer af forskellig slags: udgivne dagbøger og breve,  officielle regimentshistorier, andre historikeres værker m.v. I beskrivelserne af de enkelte 'hovedpersoner' indflettes baggrundsstof, således at læseren ikke mister overblikket. Englund har taget en del 'litterære friheder' undervejs, feks. ved at tillægge personerne egenskaber eller holdninger, som der ikke synes at være dækning for i kildematerialet. Men det gør det noget lettere at nå læseren med personernes erindringer.  

En mere historisk-sociologisk analyse af soldatererindringer, som dyrkes af de fleste historikere, der skal finde fællestræk i soldaternes oplevelser, vil være selvfølgelig i nogen grad være nødt til at se bort fra den individuelle soldat. Denne optræder mest i form af eksempler, der skal dokumentere det generelle.  Et eksempel herpå er Claus Bundgård Christensen: Danskere på vestfronten 1914-1918 (2009). Her er den 'almindelige' historie om kamphandlinger, våben, stillinger og dagligliv uddybet og eksemplificeret med de enkelte søndejyske soldaters oplevelser, hvilket giver læseren en interessant og spændende indblik. Men der er nok nogle læsere, der vil vide, hvordan det gik de enkelte soldater i løbet af krigen. Her må de ty til de sønderjyske soldatererindringer, herunder dagbøger og breve, der er udgivet siden 1918.

De soldater, der deltog i kampene ved fronten, blev formodentlig alle mærket for livet af denne intense oplevelse. Men de blev det ikke på samme måde og i samme grad. Historikerne kan finde mange fælles træk i soldaternes skildringer af forholdene ved fronten, men ved selvfølgelig godt, at der er individuelle forskelle.

 I sagens natur kan der ikke laves 'statistik' på soldatererindringer - vi ved ikke, hvor mange der er blevet skrevet, men de skal formodentlig tælles i tusinder (i Frankrig, Storbritannien og Tyskland), hvoraf en del er blevet udgivet. Men der dukker stadig 'nye' op her efter år 2000 hos forlagene. Et eksempel på en soldatererindring, der sandsynligvis blev nedskrevet i 1920'erne og/eller 1930'erne, men først blev udgivet i 1998, er Henri Laporte: Journal d'un poilu. Henri skriver, at han støtter sig til dagsbogsnoter og sin 'hukommelse'. Hans deltagelse i de mange slag i 1915 og 1916 er omhyggeligt beskrevet. Også det daglige liv i skyttegraven får sit. Overgangen fra rekruttiden i 1914, hvor han stadig har optimisne og det gode humør i behold, til krigserfaringer, hvor han er blevet en fuld 'udlært' poilu, der har lært at se på krigens død og lemlæstelser som noget, der hører til, skildres uden omsvøb. Sådan var soldater- livet ved fronten.(fortsættes efter næste afsnit)