Spejder og snigskytte Frank S. Iriam har skrevet en ganske spændende og detaljeret beretning om sit soldaterliv. Han var også med ved Vimy.

 

Læs mere her...

Len Willans var med som almindelig infanterist ved Vimy. Han understreger i sine erindringer, at han har skrevet ud fra egne oplevelser, ikke ud fra senere forestillinger om slagets betydning m.v.

 

Læs mere her...

Ernst Jünger er kendt for sine krigserindringer

'I stålstormen'. Jünger så soldaterlivet og krigen som noget ophøjet - som en nødvendig  renselse.

 

Læs mere her...

Copyright Bo Jessen 2012-17

Soldaternes beretninger

fra Arras-Vimy

Canadiske soldater

  

De fire canadiske infanteridivisioner, der deltog i krigen på Vestfronten, var for første gang samlet i et nationalt canadisk korps under offensiven ved Arras-Vimy - ganske vist under en britisk general!  At offensiven mod Vimy-højdedraget var den første større succes for de allierede på Vestfronten bidrog kun til at styrke den voksende canadiske selvfølelse.

Men denne selvfølelse afspejles kun til en vis grad i canadiske soldatererindringer. Det er som regel kun ved sammenligninger af britiske og canadiske soldaters præstationer på slagmarkerne (og i sportskampe!), at læseren fornemmer en vis nedladenhed og 'følen sig bedre' holdning hos canadiske soldater.

Canadierne betragtede sig som hørende til det britiske imperium. Og de følte i høj grad, at de kæmpede for 'King and Empire'. En meget stor del af dem - ja faktisk over 50% i de fleste enheder i de første år - var førstegenerationsindvandrere fra Storbritannien. De havde som oftes stadig familie i England eller Skotland, en tante og onkel,som de besøgte, når de havde orlov fra træningscentrene eller fra fronten i Frankrig.

Andre meldte sig, fordi det gerne ville se 'det gamle land'. Det første indtryk af England, når de gik i land fra skibet i Liverpool, var ikke kun positivt. Meget fandt de ret 'småt' - husene, gaderne og speciet togene. De var bedre vante i Canada!

Den canadiske regering havde straks ved krigsudbruddet i august 1914 meddelt, at den støttede Storbritannien, selvom den formelt ikke behøvede at gøre det. Flere tusinde meldte sig som frivillige, og i august 1915 var det samlede antal nået op på 140.000. I 1916 var der et fald i antallet af frivillige, og værnepligten indførtes januar 1918. Mere ende 600.000 rekrutteredes i alt under krigen, heraf 400.000 til Vestfronten. De samlede tab beløb sig til 200.000, heraf 60.000 faldne.                  

En berømt tysk officer

Tyskland havde værnepligt som de fleste andre lande i Europa. Den havde derfor ikke behov for frivillige, men alligevel meldte mange tyske unge mænd sig begejstret til fanerne i august 1914. Således også Ernst Jünger, der begyndte som menig, men avancerede til løjtnant og kompagnichef.

Sammenlignet med Frankrig og Storbritannien udkom der forholdsvis få soldatererindringer efter krigen. Lidt besynderligt i betragtning af at mange millioner blev indkaldt under fanerne.  I dag, hvor interessen for Den Store krig er voksende, udkommer der alligevel ikke mange bøger om Tyskland og krigen. Dette gælder også soldatererindringer. 2. verdenskrig har lagt en 'skygge' hen over den første.

Dette gør Ernst Jüngers bog desto mere interessant. Ved siden af Erich Maria Remarques 'Intet ny fra vestfronten' er det den mest kendte usminkede beretning om krigen set fra skyttegravsniveau.