Skabelonagtige beskrivelser af Vestfronten

Hvis der er et billede, der i dag straks sætter sig på nethinden, når talen er om 1.Verdenskrig, er det et billede af skyttegrave. Når der vises filmklip fra krigen, er det oftest soldater i skyttegrave eller på vej op af skyttegrave, der ses. Krigen identificeres med skyttegrave, og det er skyttegrave, som symboliserer krigen.

Vestfronten blev den front, hvor krigen blev vundet eller tabt. Vestfronten blev også den front, hvor måden at føre krig på var så forfærdelig og så kostbar i menneskeliv, at den har efterladt et permanent ar på senere generationers forestillinger og holdninger.

Skyttegravenes dominans i billedet af 1.Verdenskrig giver nærmest skabelonagtige beskrivelser af krigen. Vestfronten i dag er i populære beskrivelser nærmest reduceret til metaforer som ’ingenmandsland’, ’stillingskrig’, ’dødvande’.  Men det glemmes ofte, at skyttegravskrigen var et resultat af en krig mellem rustningsindustrier.

De store masseproducerede våben (det tunge artilleri) gav ikke parterne noget andet valg end at grave sig ned. Krigen blev en opslidningskrig, og de katastrofale britiske og franske offensiver i 1916-1917 kom i fokus i eftertidens syn på Vestfronten. Men de var et resultatet af et bevidst forsvarsstrategisk valg fra tysk side. Her så man ikke på Vestfronten som et ’dødvande’.

Noget andet end skyttegrave

De store forter nord for Verdun imponerer fortsat de besøgende slagmarksturister. Det kan kun anbefales at bruge mere tid på forterne på denne del af Vestfronten. De giver bedre end små arealer med (urealistiske) rekonstruerede skyttegrave et indtryk af de kræfter, der har været på spil.

Her er vi på taget af Froideterre. Fortet blev ligesom de øvrige udsat for heftigt tysk bombardement i flere måneder.

Selvom tyskerne erobrede flere af de store forter, lykkedes det dem ikke at bryde igennem. Ligesom skyttegravssystemerne viste forterne sig at være for stærke for angriberne. Men Frankrig burde have troet mere på sine forter end det var tilfældet i 1915-1916.

Forside/Eftertiden om Vestfronten/Skyttegravenes dominans

Skyttegravenes dominans

Bevarede skyttegrave, Yorkshire Trench, i Ypres. Som det ses er gravene sikret med cementsten. Arealet er ikke meget større end på billedet her og ligger midt i byens industrikvarter mellem 3 fabrikker. Skyttegraven blev først udgravet i 1992. Byen har betalt omkostningerne ved rekonstruktionen. og som det fremgår af billedet her, kommer der busser med britiske turister.

En rigtig skyttegrav?

Et tværsnit af den rekonstruerede skyttegrav Yorkshire Trench.

Sådan har den set ud, hvis vi erstatter cementstenene med rigtige sandsække, og hvis vi forestiller os nedgange til dækningsrum, og hvis vi.......osv.

Så spørgsmålet er, om det tjener noget fornuftigt formål - ud over at have noget til turisterne - at renovere og rekonstruere disse skyttegrave.

Vestfronten 'lever videre'

Det populære billede af Vestfronten i dag overser ofte, at selve skyttegraven kun var en mindre del af hele forsvarssystemet. Efterhånden som stillingskrigen fortsatte, blev dette system mere og mere sofistikeret – og fik en mere permanent karakter. Der er militærhistorikere, der hævder, at skyttegravsområdet – skyttegravszonen – ligefrem fik sit eget liv – og sin egen personlighed!

Den var blevet et samfund for sig selv. Ud over skyttegravene (og løbegravene) var der i zonen artilleristillingerne, indkvarteringen for soldater i hvilestillingen, forsyningsdepoter, træningsarealer, caféerne, bordellerne – og de mindre byer nær zonen, som soldaterne besøgte af og til for at få en fornemmelse af lidt civilt liv.

Hvor anderledes Vestfronten var blevet efter krigen – efter oprydning og genopbygning – vidner følgende postkort fra en tidligere artillerist, der i 1927 tog på pilgrimsrejse til de områder, hvor han havde været i krig. Kortet, der på forsiden havde et billede af Ypres Klædehallens ruin, var sendt til konen med følgende tekst: det har været en frygtelig skuffelse.

'Krigen er væk for altid – kun et minde nu. Hvad vi sidst så som en stor ørken af granathuller, nøgne stumper af træstammer, mudder, skidt, ødelagte kanoner og tanks og døde mænd, er alt sammen bølgende kornmarker, kønne haver, helt nye landsbyer, støjende kroer, turistbiler….Det får mit hjerte til at hamre. ..'

 

Han tilføjer, at der nu kun er kirkegårdene og valmuerne til at minde ham om krigens realiteter. Men han havde ikke behøvet at være urolig for eftertidens hukommelse. ’Krigens realiteter’ er ikke blevet glemt, men mindes først og fremmest på kirkegårdene og ved monumenterne – og senest på de efterhånden talrige museer langs fronten.

En ny mindetavle

 Udsnit af en ny mindetavle for faldne australske soldater i kampen om landsbyen Thiepval. Foran landsbyen lå en af tyskerne stærkt befæstet gård, Mouquet, som de først efter ugers kampe lykkedes at erobre.

Mindetavlen, der ovenover indskriften her viser et relief over området med angivelse af kampfronterne, blev indviet i 1997 af den australske vicepremierminister. Tavlen er et godt eksempel på den interesse, som Commonwealth soldaternes deltagelse i krigen på Vestfronten fortsat nyder i deres hjemlande.

Australierne - the diggers! - var ligesom briterne ikke eksperter i den franske udtale. 'Mouquet' blev på 'australsk' til 'Moo Cow' ('muh ko?')

Hvor lang tid endnu?

En løbegrav i skoven omkring forterne nord for Verdun.

Efter genplantningen og fredningen af hele området har resterne af forsvarsværkerne  - med undt. af de store forter som besøges af turisterne - fået lov til at passe sig selv. Dels er ligger der mange faldne soldater, som ikke er fundet - og dels havde/har Frankrig brug for at have et levende og fredeligt monument. Måske vil der fortsat være spor efter Verdun 1916 om 100 år?

Litteratur:

Brown, Malcolm: The Western Front (2001)

Cochet, Francois: Idées recues sur la Premiére Guerre mondiale (2014)

Fabiansson, Nils: Historien om Västfronten. I spåren af första världskriget (2014)

Copyright Bo Jessen 2012-2017