General Paul Maistre modtager hyldest fra en menig soldat. Statuen - og generalen - er tidligere vist og omtalt på erindringssiden 'Notre Dame de Lorette'. Se den her. Generalen, der ser faderligt ned på den almindelige franske soldat, illustrerer meget godt den holdning, som højere franske officerer udviste over for deres soldater.

Joffre

General Joseph Joffre (1852-1931) var fransk øverstkommanderende 1911-1916. Joffre fejlbedømte den strategiske situation i august 1914, men fik vendt det franske tilbagetog ved slaget ved Marne sept. 1914. Denne sejr, som tvang tyskerne til retræte, gjorde Joffre meget populær, og hans kommando turde ingen regering tage fra ham til trods for flere katastrofale offensiver i 1915. Joffre var kendt for sin urokkelige ro i situationer, hvor andre gik i panik. Hans dygtighed på det logistiske område var anerkendt. Men tabene af de store forter ved Verdun under den tyske offensiv i foråret 1916 underminerede hans position, og han blev afskediget i dec. 1916.

Franske generaler 1914-1916

Har generalerne ofret mænd på slagmarkerne for selv at opnå belønninger og forfremmelser? Ja – denne opfattelse går igen i dag i mange bøger og specielt i mange film og tegneserier om skyttegravskrigen på Vestfronten.

Billedet af generaler, der lod deres soldater massakrere trækker på eksempler fra starten af krigen, hvor flere franske militære chefer blev kendt for deres hårdhed mod officerer og menige, som under tilbagetoget i august 1914 viste tegn på svaghed ved ikke at adlyde ordrer om at stå fast. Flere menige soldater blev henrettet for fejhed.

Den franske forfatter og filosof, Maurice Genevoix, der selv deltog i skyttegravskrigen på Vestfronten, hævder i sin bog ’Ceux de 14’, at det for nogle franske generaler, der til trods for store tab beordrede deres mænd frem til angreb, handlede om at erobre højdedrag fra tyskerne blot for at holde soldaternes kampevne ved lige. Generalerne førte krigen på et kort i deres hovedkvarter nogle km væk fra granater og kugler. De behøvede ikke at kende den konkrete virkelighed.

Den franske øverstkommanderende 1911-1916, general Joffre, måtte allerede i krigens begyndelse fyre flere divisionsgeneraler på grund af uduelighed. Nogle var endda så grove (f.eks. at sende ubeskyttet infanteri lige ind i tysk artilleriild), at krigsministeren foreslog at skyde de pågældende generaler!

Men de, der begik grove fejl, kom aldrig for en krigsret. Tværtimod kunne degraderede generaler senere godt vende tilbage til fronten. De nye divisionsgeneraler kunne så få travlt med at vise sig ’værdige’ over for Joffre, dvs. vise iver efter at komme i kamp – med risiko for at det gik galt, hvilket det så ofte gjorde.

Ludendorff 

General Erich Ludendorff (1865-1937). Sejren over russerne i august 1914 - Ludendorff var Hindenburgs stabschef - lagde grund til opstigen til chefposten for den tyske generalstab. Han var tilhænger af en massiv offensiv indsats mod fjendens svage steder, 'at slå hul i frontlinjen' for så at afvente udviklingen. Svagheden ved det sidste viste sig i foråret 1918, da der manglede en klar strategi i den tyske offensiv. Ludendorff. Han har senere af flere historikere fået skylden for det militære nederlag i 1918.

Haig 

Eftertidens kritik af General Haig (1861-1928) har været omfattende. Han er bl.a. blevet kritiseret for at fortsætte offensiver, der var gået i stå, og derved forvolde tusinder af britiske soldaters helt unødvendige død.

For og imod generalerne

Men i modsætning til eftertiden - og i dag! - fandt generalernes ry som ’slagtere’ (det gælder også de britiske og tyske) alligevel aldrig for alvor støtte blandt de menige soldater. Heller ikke blandt de franske enheder, der deltog i mytteriet i april-maj 1917. Afstanden fra soldaten i en deling og op til en general i divisionens hovedkvarter – for ikke at tale om afstanden op til generalstaben – var  simpelthen for stor.

Det var meget sjældent, at soldaterne i breve hjem (som er en af hovedkilderne til vores viden) omtalte officerer over brigadeniveau (oberst). Det var ikke relevant. Relevante for dem var kun de overordnede, som de mødte til daglig.

Blandt de historikere – og de mange andre historieinteresserede – som beskæftiger sig med krigen på Vestfronten, hersker der den dag i dag fortsat stor uenighed om de ledende generalers indsats. Navnlig er striden om general Haig, der var øverstkommanderende for de britiske styrker på Vestfronten, meget intens. Man behøver blot at gå ind på en britisk blog om 1.verdenskrig for at opleve en særdeles ophidset debat.

Fra slutningen af 1920’erne, da erindringsbøger om krigen på Vestfronten begyndte at dominere på bogmarkedet, voksede kritikken af de ledende generaler. Indtil da havde omtalen af den militære ledelse være relativ positiv. Generalerne var blevet hyldet for deres indsats.

Men det var først fra 1960’erne og 1970’erne, at de militære chefers ledelse af hærene for alvor blev behandlet både grundigt og kritisk i både Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Adgangen til arkiverne åbnede nye muligheder for de professionelle historikere. Mængden af dokumentation var nu overvældende. TV begyndte at præsentere militærhistorie.

Men denne biografiske, ’individualistiske’ historieskrivning kunne vanskeligt forklare nederlagene eller sejrene. Ud over at henvise til generalens personlige evner som leder var det nødvendigt med en mere strukturel tilgang. Hvilke ressourcer var til rådighed? Hvordan kunne de bruges? Hvilke svagheder havde hærens organisation? Hvilke politiske interesser skulle der tages hensyn til?

Senere studier har vist, at generalerne i høj grad var ’fanget’ af den krigsmaskine, som de søgte at anvende. Den bedste ledelse var den, som accepterede de begrænsninger, som dagens teknologi satte for de militære fremstød.

To af de mest omtalte eksempler på ledere, som satte sig ud over denne begrænsning med katastrofale følger, var den tyske general Moltke i sin udførelse af den tyske angrebsplan, 'Schlieffenplanen, mod Frankrig i august 1914 - og den britiske general Haig i sin plan for offensiven ved Somme juli-nov.1916 og igen ved Passchendaele i juni-nov. 1917.

Foch

General Ferdinand Foch (1851-1929) ses her i ensom majestæt på slagmarken ved Buchavesnes (ved Somme), hvor Foch havde kommandoen over d.6. franske armé. Han var en stærk fortaler for en offensiv strategi, hvor man koncentrerede styrkerne og leverede 'det afgørende slag' mod fjenden. I 1917, efter mindre heldige offensiver, fungerede han som regeringens rådgiver, indtil han i marts 1918 blev udnævnt til overkommandoen over de samlede allierede styrker. Foch begik ikke afgørende fejl som general, men han var heller ikke en type som kollegaen, general Petain, der i langt højere grad prøvede at undgå offensiver, der spildte de menige soldaters liv.

Litteratur:

Cochet, Francois: Idées recues sur la Première Guerre mondiale (2014)

Miquel, Pierre: Le gachis des généraux (2001)

Winter, Jay and Prost, Antoine: The Great War in History (2005)

 

Copyright 2012-2017 Bo Jessen