Analyse af offensiven

Slaget viste BEF’s forbedrede taktik, herunder bedre forståelse af slagmarken og af kampvognens muligheder. Specielt artilleriets teknik var forbedret siden Somme. Briterne var nu i stand til effektivt at ramme det tyske artilleri inden og under infanteriets angreb, som også bev beskyttet af røggranater ud over en mere præcis spærreild. Dette er sandsynligvis noget af forklaringen på de første dages succes.

Men også det forhold, at tidspunktet for angrebet kom bag på den tyske ledelse, kan forklare den indledende succes. Den øverstkommanderende for den 6. tyske Armé, von Falkenhausen, fejlbedømte situationen - han havde ikke ventet angrebet før d.15.april. hans seks 'Eingreifdivisionen' (modangrebsdivisioner) var placeret uden for det britiske artilleris rækkevidde - men derfor også for langt væk til et modangreb den første dag!

Flere militærhistorikere vil mene, at slaget var en britisk sejr – til trods for den senere modgang. Men Vestfronten var stort set uændret ved offensivens ophør. Slaget havde kun haft en mindre virkning på den strategiske og taktiske situation.

Forklaringen på de efterfølgende dages katastrofer må søges i flere forhold. Tyskerne var bedre forberedte, trak flere kanoner til sektoren og satte deres reserver hurtigere ind. I det hele taget kæmpede tyskerne effektivt med de mindre ressourcer, som de havde til rådighed. På den britiske side var det et væsentligt problem at få artilleriet ført frem, så det kunne følge med infanteriet. Vejret var afgjort imod enhver form for transport!  Men også soldaterne var et problem! De var ikke vant til bevægelseskrig. Lange perioder med skyttegravskrig havde efterladt dem som ’blind puppies’ (som en general udtrykte det), alt for forsigtige og uden taktisk sans. De kunne ikke foretage sig noget på egen hånd.

General Allenby havde vist sig også at være et problem som leder af 3. Armé. Han havde haft svært ved at sætte sig igennem over for sine korps- og divisionsgeneraler. Han forstod ikke at bremse Haig, da denne krævede det umulige, og han pressede sine underordnede ud i angreb, der måtte føre til store tab.

Men også general Haig må stå for skud. Haigs adfærd efter de første dages succes rejser det spørgsmål, om han var klar over, hvad der skete ved fronten.  At fortsætte offensiven for at gennembryde hele (eller dele af) de tyske forsvarsstillinger var helt urealistisk – ikke kun efter d.12. april, men havde været det fra starten af planlægningen af offensiven. Måske var Haig bange for at miste initiativet, siden han insisterede på de mange nye angreb? Usikkerheden omkring forløbet af Nivelles offensiv ved Aisne kan have fået Haig til at fortsætte med offensiven, som var kørt fast.

Mange historikere har hævdet at Haigs dømmekraft svigtede ham her i 1917. De peger på, at Haig og chefen for hans efterretningstjeneste forventede et tysk sammenbrud i løbet af 1917. Rapporter om følgerne af den hårde vinter 1916-1917 for den tyske befolkning understøttede denne antagelse. Haig mente, at et eller flere opslidningsslag som Nivelles offensiv, som han støttede trods udbredt skepsis i både den franske politisk og militære ledelse, samt hans planlagte britiske offensiv senere i Flandern, ville få tyskerne til at opgive kampen. Men rapporter viste også, at de tyske tab var mindre end de britiske og franske, at den tyske soldatermoral var bedre end forventet. Og modsat: den britiske soldatermoral var på sit laveste niveau siden krigens start.

Der var også andre faktorer, der burde have dæmpet den britiske ledelses optimisme: den tyske tro på sejr var tiltaget med den tyske uindskrænkede ubådskrig og den russiske revolution, der uden tvivl ville svække den russiske krigsindsats. Desuden havde tilbagetrækningen til Siegfriedlinjen (eller Hindenburglinjen, som de allierede kaldte den), der forkortede frontlinjen, frigjort tyske soldater fra fronttjeneste til den samlede reserve, der nu var mere end fordoblet. Og der ville gå lang tid før amerikanerne ville være klar til kamp i Frankrig. 

Forside/Fem erindringssteder/Arras-Vimy 1917 introduktion/Arras-Vimy offensiven april-maj 1917

Arras-Vimy offensiven

april-maj 1917

Udsigt mod sydøst fra højdedraget ved Notre-Dame de Lorette. Vimy- højdedraget, som canadierne indtog i offensiven i april 1917 skimtes i det fjerne.

Vestfronten april 1917

     

I foråret 1917 havde tyskerne styrket deres frontlinje mellem Arras og Reimes ved at trække tropperne 20-25 km tilbage til en ny, forberedt forsvarslinje,  Siegfried, som forkortede deres linje med ca. 40 km. Herved sparede de 14 divisioner, som kunne overføres til en 'reservepulje' for hele deres forsvar på Vestfronten.

Baggrunden for offensiven

Efter slaget ved Marne september 1914, hvor de allierede tvang tyskerne til at trække sig tilbage mod nord, indledtes ’kapløbet mod havet’, hvor hver af parterne forsøgte at omgå modpartens styrker. Det lykkedes ikke for nogen af dem, og resultatet blev som bekendt en ’stivnet’ front fra kanalkysten i nord til den schweiziske grænse i syd.

Tyskerne havde held til at sætte sig flere af de vigtigste højdedrag mod nord, bl.a. Notre Dame de Lorette og Vimy nord for byen Arras (se kortene til venstre). Franskmændene forsøgte forgæves to gange i 1915 at kaste tyskerne bort fra Vimy. I Marts 1916 overtog briterne Vimy-Arras sektoren fra franskmændene.

Ved Chantilly konferencen november 1916 enedes den franske og den britiske ledelse om en ny fælles offensiv i 1917. Franskmændene med den nye militære leder, general Nivelle, skulle angribe ved Chemins des Dames ved floden Aisne med det formål at gennembryde de tyske linjer. (se erindringsstedet 'Chemin des Dames'). 

Briternes offensiv skulle findes sted i Arras-sektoren.  Denne offensiv, der skulle starte før den franske, ville trække tyske tropper bort fra Aines-fronten.  

Forberedelserne

Den britiske offensiv blev forberedt meget omhyggeligt. For at skjule troppeansamlingerne blev det gamle system af tunneller og huler under byen Arras udvidet og forbundet med nye tunneller, der gik ud til frontlinjerne. Over 20.000 mand kunne opholde sig her, inden selve angrebet. Jernbanelinjer blev anlagt for at fragte de store mængder af ammunition (til artilleriet) og forsyninger til soldaterne frem til frontzonen.

Endvidere satsede briterne på at vinde luftherredømmet for bedre at kunne dirigere artilleriets bombardementer, der begyndte tre uger før offensivens start.

Offensiven skulle finde sted over en 29 km bred front – i nord 1. Armé under general Horne, i syd 3. Armé under general Allenby, 1.Armé bestod af 7 divisioner, heraf 4 canadiske. 3. Armé, der skulle udgøre hovedstyrken i offensiven, bestod af 15 divisioner. Derudover deltog 7 divisioner fra 5. Armé, heraf 4 australske, i et afledningsangreb mod Bullecourt i den sydlige ende af offensivfronten. Samlet antal kanoner: 2817! Også kavaleriet indgik i planerne. Når den sidste tyske forsvarslinje var brudt af infanteriet skulle kavaleriet ’slippes løs’. Også kampvogne – ca.50 – indgik i offensiven.

Offensiven var kun planlagt til at vare i ugen inden den franske offensiv ved Aisne. Men målene for offensiven var alligevel ret ambitiøse. Selvom det ikke var et mål at sikre et egentlig gennembrud af hele den tyske linje, regnede planen alligevel med, at det kunne ske, til trods for at der 3-4 km bag den tyske front med dens tre-fire forskellige forsvarslinjer lå endnu en stærk tysk forsvarslinje – som det britiske feltartilleri ville have vanskeligt ved at nå, selvom det kunne følge med infanteriet og dække dets fremgang med spærreild. Endvidere var planerne meget upræcise med, hvordan man skulle følge op på en eventuel succes, dvs. når og hvis de konkrete (geografiske) mål blev nået.

Arras-Vimy offensiven

Byen Arras var et vigtigt vej- og jernbaneknudepunkt for de allierede. Tyskerne havde besat byen i to dage i september 1914 under 'kapløbet mod havet', men havde trukket sig tilbage til Vimy-højdedraget, som blev stærkt befæstet. Frontlinjen (rød linje på kortet) gik kun to km øst for byen, der ofte blev udsat for tyske bombardementer, der skulle hindre franske og senere britiske troppesamlinger.

Angrebsretningerne for de tre britiske arméer er markeret på kortet. De tyske forsvarslinjer er ikke markeret, men den  forreste linje lå nogle steder 100 m fra den forreste britiske, andre steder 1 km.  3. linje lå længere tilbage, vest for landsbyerne Wancourt og Feuchy. Den ´stærke 4. linje, som briterne kun kendte lidt til, lå øst for Monchy.

Udsnit af 'genopbygget' skyttegravssystem på Vimy-højdedraget. Cementstenene skal illudere sandsække, og 'ristene' i bunden af skyttegraven skal minde om de gangbrædder, som blev lagt ud for at give soldaterne en mulighed for at bevæge sig rundt uden at skulle sidde fast i mudder. 'Genopbygningen' giver næppe et realistisk billede af forholdene. Der mangler flere ting: brystværn på toppen af skyttegraven, skydetrin, beskyttelseshuller til enkelte soldater i siderne og nedgange til større beskyttelsesrum ('dugouts' eller på tysk 'Stollen'). Desuden er skyttegraven her for bred - og dermed for nem for fjenden at ramme med de særlige mortergranater beregnet til skyttegravskrig. Men erfaringer fra 1920'erne og 1930'erne med bevaring af skyttegrave viste, at kun en solid 'mur' af cement kunne forhindre siderne i at skride sammen.

General Edmund Allenby

(1861-1936)

(Billede fra Wikipedia) er mest kendt som Jerusalems erobrer (dec. 1917). I foråret 1917 var han chef for den britiske 3.Armé i Arras-offensiven. Edmund Allenby havde gjort tjeneste i Sydafrika i 1880'erne. På skolen for stabsofficerer var han kollega med den senere øverstkommanderrende Douglas Haig. Begge deltog, ligesom flere af de senere kendte britiske generaler fra Vestfronten, i Boerkrigen (1899) i Sydarfrika. Fra 1914 steg Allenby hurtigt i graderne for til sidste at ende som arméchef i oktober 1915. I Arras-offensiven gjode han sig noget uheldigt bemærket ved at beordre flere fejlslagne angreb, hvor han groft undervurderede den tyske linjes modstanskraft - og hvor han var blevet advaret af sine divisionsgeneraler. Han blev afsat af Haig i juni. Men Haig havde lige så vel som Allenby ansvaret for de store tab i dagene 12-14.april under offensiven!

Allenby fik en ny kommando i Ægypten i oktober 1917, hvor han med ca. 100.000 mand (fra Australien, New Zealand, Indien og Sydafrika) forholdsvis let kunne trænge frem gennem Sinai og Palæstina. Tyrkerne kunne kun stille med 21.000 mand, og i oktober 1918 opgav tyrkerne videre modstand. Allenby var sandelig blevet begunstiget af skæbnen: at få en uafhængig kommando (Ægypten), hvor han skulle kæmpe mod en underlegen fjende. Allenby kunne nu træde frem som en erobrer og en helt! 

The Royal Flying Corps

 

Monument for de savnede i de britiske flyverkorps - indgår i  Arras mindeparken for de savnede i slaget ved Arras. (Se denne her). Monumentet består af en søjle med en globus på toppen. Duernes flugt omkring jorden følger solens gang d.11.novemver 1918. I alt savnedes 992 piloter og andet flyvende personel. Briterne havde gjort sig store anstengelser for at sikre sig luftherredømmet inden offensivens start. Luftherredømmet sikrede de luftobservationer, der korrigerede artilleriets ild,  luftfotograferingen af fjendens stillinger, samt  registreringen af signaler fra fremrykkende tropper på jorden  (så man kunne se, hvor de var henne i en offensiv)

Forløbet

Bombardementet af de tyske linjer ved Vimy højdedraget begyndte allerede d.20. marts, i resten af angrebssektoren d.4.april. Næsten 3000 kanoner deltog. 3 gange så mange, som tyskerne havde til rådighed på samme frontafsnit. Bombardement blev afbrudt, når flyene skulle op og vurdere effekten. Om natten blev der affyret færre skud. Offensiven begyndte d.9.april 1917 kl. 5.30 om morgenen. Tyskerne var forberedt på angrebet, men blev alligevel overrasket over dets voldsomhed. I modsætning til den første dag ved Somme gik den første dag ved Arras forbavsende godt for briterne. Artilleriets spærreild fungerede, og nogle af kampvognene viste sig nyttige over for de tyske betonstillinger.

Briterne brød igennem de to forreste tyske forsvarslinjer i den  midterste sektor den første dag, nogle steder nåede de frem til den tredje (og sidste) tyske forsvarslinje – en fremgang på ca. 6 km – inde tyskerne fik sat modangreb i gang. Canadierne i 1. Armé erobrede Vimy højdedraget på under to dage. Briterne tog ca. 11.000 fanger og over 150 kanoner. Sammenlignet med de første dage ved Somme havde briterne betydeligt færre tab i de første 3 dage ved Arras, hvor offensiven havde næsten lige så stort omfang som ved Somme. Men vejret var fortsat med sne, slud og regn, hvilket forsinkede fremrykningen specielt for 3. Armé.

I den sydlige del af sektoren mislykkedes offensiven mod Bullecourt fra første dag. På grund af misforståelser omkring udsættelse af angrebet – mange tanks var brudt sammen – og på grund af dårlig artilleriforberedelse kunne de tyske enheder her afvise angrebet fra britiske og australske divisioner. Tyskerne praktiserede her, i modsætning til længere nordpå, den nye doktrin om ’elastisk forsvar’, dvs. udtynding af forreste linje, tilbagetrækning over for fjendeangreb med store styrker – og med store reserver, der stod parat til at gribe ind.

Var starten af offensiven således lovende for briterne, blev fortsættelsen lidt af et mareridt.  Trætheden havde meldt sig hos de angribende soldater. Arméledelserne frygtede at angrebet ville miste momentum, hvis der skulle bringes friske divisioner frem. Det kneb med at flytte feltartilleriet frem i takt med infanteriets fremgang på grund af sne og slud og de mange granathuller. Tyskerne fik efter de første chock etableret effektive modangreb, og slaget forandredes snart til en lang opslidende kamp med uhyggelige tab på begge sider, mest den britiske. 

På tredjedagen gik offensiven delvis stå. Man behøvede en pause til at få nye forsyninger frem, flytte det tunge artilleri hen over nykonstruerede veje på slagmarken.  Men ’lokale’ kampe fortsatte. Det var vigtigt for den britiske ledelse at bevare initiativet for at bevare presset mod tyskerne. General Nivelles franske offensiv ved Aisne var kommet dårligt fra start. De franske tab var skulle tælles i titusinder, og der var ikke tegn på noget gennembrud her.

Dette bidrog til at at den øverstkommanderende, general Haig, genoptog den brede offensiv ved Arras. D. 23.april gik det løs igen, men i en mindre målestok end d. 9.april.  og nu koncentreret omkring floden Scarpe.  Men det tyske artilleri – og de tyske modangrebsdivisioner var parat. De britiske gevinster var nu kun på nogle få hundrede meter, men de gennemsnitlige tab pr. dag oversteg tabene for alle andre tidligere offensiver.  Daglige tabstal: 4076  (Somme: 2963, Ypres/Passchendaele:  2323,  de sidste 100 dage i 1918 (bevægelseskrig): 3645).

Haig forsøgte at presse sine armégeneraler til fornyede angreb, men kunne ikke love dem nye reserver! D.28.april så en ny britisk offensiv, men den kom ingen vegne, og divisionsgeneralerne rapporterede om faldende moral hos de britiske soldater. Men Haig fortsatte med at insistere på nye angreb.

Endnu et forsøg d.3.maj endte i den store katastrofe for briterne. Angrebet var dårligt forberedt, og tyskerne kunne let slå det tilbage uden brug af reserver. Specielt australierne led store tab ved Bullecourt. Først d.24. maj blev offensiven endeligt stoppet. Der var ikke yderligere landvindinger. Den britiske offensiv var ikke kommet i nærheden af et gennembrud

Briterne samlede tab under offensiven nåede op på ca. 150.000 – heraf ca. 45.000 faldne. De tyske tab lå formodentlig på det halve

Canadas

ukendte soldat

På den militære kirkegård Cabaret Rouge ved landsbyen Souchez ca. 9 km nord for Arras blev resterne af en af de uidentificerede canadiske faldne i maj 2000 flyttet til det nationale canadiske krigsmindesmærke i Ottawa som Canadas ukendte soldat. Den tomme grav er markeret med en særlig indskrift på fransk og engelsk - gravstenen til venstre. Til højre en af de utallige gravsten for uidentificerede faldne. Med Kiplings ord: A Soldier of the Great War - A Canadian Regiment - Known unto God.

 

Mere om kirkegården nederst på siden.

Det var oplagt for canadierne at hente deres ukendte soldat fra en kirkegård nær Vimy-højdedraget, som canadiske tropper indtog allerede i løbet af den første og anden dag efter Arras-offensivens start.

 

Denne succes - en af de få for de allierede inden afgørelsen i 1918! - bidrog i høj grad til at styrke den nye canadiske nationale selvfølelse. Læs mere om Vimy-højdedraget her... 

(1862-1935)

General J.H.Byng

 

(Billede fra Wikipedia)

Byng var chef for det canadiske korps ved Vimy, derefter udnævnt til chef for 3.armé efter Allenby. 

Byng stammede fra Midtengland. Som sine ældre brødre fulgte han den militære løbebane efter afgangen fra kostskolen Eton. I 1880'erne blev han uddannet til stabsofficer. På stabsskolen mødte han mange af de senere kendte generaler fra 1.verdenskrig. Han deltog i kolonikrige (Sudan) og i Boerkrigen (1899-1902), hvor han gjorde tjeneste som oberstløjtnant i kavalleriet.

Herefter steg han hurtigt i graderne. I 1914 var han generalmajor og chef for de britiske styrker i Ægypten. I juni 1916 blev han øverste chef for det canadiske korps. I august-november deltog korpset i kampene ved Somme, men led store tab (24.000 mand).

Byng og hans stab lærte af fejlene. Artilleriforberedelsen ved Vimy april 1917 var den mest minutiøse indtil da. Alt tysk artilleri var lokaliseret inden angrebet, og det lykkedes at ramme over 80% af de tyske kanoner inden det britiske angreb. Men også den nye fleksible infanteritaktik med en meget koncentereret spærreild, der beskyttede de fremrykkende infanterisioldater (som den canadiske general Currie stod for), bidrog til sejren.  Erobringen af højdedraget gjorde ham meget populær i Canada. I 1921 kom så 'belønningen', da han af den britiske konge blev udnævnt til hans generalguvernør i Canada.

Et britisk sejrsmonument?

En britisk-indisk pavillion fra imperiets store tid før 1914? Nej - indgangen til den britiske militære kirkegård Cabaret Rouge!

Cabaret Rouge -                

britisk militær kirkegård ved landsbyen Souchez.

Et lidt usædvanligt navn for en kirkegård.

Kirkegården blev først anlagt af i marts 1916 og blev efterhånden udvidet, bl.a. med faldne canadiere. Der er ca. 7600 grave, halvdelen med uidenficerede faldne. Cabaret Rouge var navnet på en lille café bygget af røde mursten og med rødt teglstenstag. Caféen bleb ødelagt af granater i marts 1915, men nåede at give navn til denne del af fronten og til en lang løbegrav, der første soldaterne frem til frontlinjen. Mange af de 3500 faldne canadiere fra slaget om Vimy-højdrdraget ligger begravet her.

Kirkegården er ikke tegnet af den berømte britiske arkitekt Sir Edwin Lutyens, men billedet her viser, at den blev udformet i hans ånd: en stram symetrisk grundplan centreret omkring korset og mindestenen (i forgrunden).

Litteratur:

Harris, J.P.: Douglas Haig and the First World War (2008)

Liddell Hart, B.H.: History of the First World War (1970 udg.)

Reed, Paul: Walking Arras (2007)

Copyright Bo Jessen 2012-2017