Erindringssteder på Vestfronten

1916-1917

Besøg her på siden de kendte erindringssteder - slagmarker, monumenter, kirkegårde, museer, skyttegrave - langs

den gamle Vestfront i Belgien og Nordfrankrig. Lær mere om, hvad der skete og hvordan det ser ud i dag.

Aktuelt her i 100 året for 1. Verdenskrig!

Fransk flag, pigtråd,  kratere efter eksplosioner, nedgange til tunneller og krigsmonument for de faldne kan besøges her på toppen af Butte de  Vauquois nær den gamle fæstningsby Verdun i Nordfrankrig.

Navigér ved hjælp af hovedmenuen og stien øverst på hver side. Brug eventuelt også indeks med stikordsliste, hvis der søges efter en person, et sted eller en begivenhed.  Kort introduktion til emnerne findes herunder. Det tilrådes at læse introduktionen inden de enkelte emner.

 

Vimyhøjen -

et eksempel på et erindringssted på Vestfronten

Vimy højen i nærheden af byen Arras er et af de få erindrings steder på Vestfronten, hvor man kan se mere end nogle få meter af en skyttegrav. Sten af cement formet som sandsække lagt efter krigen sikrer, at siderne ikke skrider. 

Vimy er et erindringssted, ikke kun på grund af skyttegrave og andre 'rester' fra 1.verdenskrig, men også på grund af den canadiske nationale stolthed, der knytter sig til erobringen af højen.

Tyne Cot Cemetery

Britisk militær  kirkegård fra 1.Verdenskrig nær byen Ypres i det vestlige Belgien. Ypres var udgangspunktet for en stor, men mis- lykket britisk offensiv mod tyskerne i juli 1917. Kirkegården her er den  største i området. Navnet 'Tyne Cot' kommer fra 'Tyneside Cottages', dvs. britiske arbejderhuse i industriområdet Tyneside (Nordengland), som de tyske maskingevær bunkers, der lå på stedet,  havde en vis lighed med. Tre af dem ligger der fortsat.

Monument for de faldne

Et typisk erindringssted i Frankrig. Monument for de faldne i en landsby. Navnene på de faldne er opført efter dødsår. De fleste byer og landsbyer i Frankrig har et 'Monument for de døde'. Mindesmærket her står i Clery-le-Petit nordvest for Verdun. Der er både religiøse og republikanske, dvs. ikke-religiøse mindesmærker, men alle har de indskiften 'Mort pour la France'. Nogle er blot relieffer i stentavler, andre er større monumenter, som regel med en menig soldat. der skuer ud i horisonten.

'The Brooding Soldier' - den grublende soldat. Et lidt udsædvanligt monument, der besøges af tusinder af turister hvert år. Nær byen Ypres i det vestlige Belgien.

Kortet viser den omtrentlige placering af de fem mest kendte og mest besøgte erindringssteder. Den bugtede linje er Vestfrontens forløb før 1.juli 1916.

Vejskilt i byen Romagne-sous-Montfaucon med henvisninger til fem lokale erindringssteder på denne del af Vestfronten vest for Verdun. I de senere år har turistforeningen i området 'oprustet' kraftigt. Nu skal Vestfronten 'sælges'! Hvilket - hævder mange -  viser, at Vestfronten i dag kun er historie. Men påstanden er næppe sand. Hvis kampene på Vestfronten f.eks. ses som forløber for 2.Verdenskrig, stiller sagen sig måske anderledes. Så er der stadig mange følelser på spil.

Hvorfor besøge et erindringssted på Vestfronten? 

Fra kanalkysten i nord til grænsen mod Schweiz i syd findes resterne af slagmarkerne fra Vestfronten under1.Verdenskrig:  skyttegrave og granathuller, monumenter for sejren og for de faldne, soldaterkirkegårde, museer m.v. - erindringssteder, der fortæller om de flere hundrede tusinde unge mænd, som måtte ofre deres liv i en krigsførelse, der på en gang var tragisk og tåbelig.

Hvert år besøges steder som Ypres, Verdun og Vimy  af over halv mio turister. For mange af dem, specielt de britiske, er det et 'must' at vise deres respekt for de faldne. Men mange flere europæere burde besøge disse steder for at  mindes de faldne, men også for at blive mindet om, at denne krig blev forudsætningen for det 20.århundredes senere udvikling mod nye katastrofer. 

Hvad kan et besøg på disse erindringssteder betyde for os i dag?

 

På mindestenen på de britiske soldaterkirkegårde står der: 'Their Name Liveth For Evermore' - 'Deres navne lever for altid'. En kort og bevægende formulering. Men et erindringssted, hvad enten det er en kirkegård, et museum eller et vejkryds er mere end sten og navne. Det er et sted, der fortæller os i dag om en fælles historie. Det bevæger os til at vide mere om den 'sorg- og mindekultur', som stedet udtrykker - og mere om de soldaterskæbner, der knytter sig til stedet: hvorfor de deltog, hvordan og måske hvorfor de holdt ud. Siderne her vil forsøge at besvare disse spørgsmål ved at tage udgangspunkt i erindringssteder, som de ser ud i dag.

 

Se omtalen af de enkelte menupunkter længere nede på siden.

De store offensiver

1916 og 1917 under 1.verdenskrig på vestfronten er også blevet kaldt de store offensivers år - med tilføjelsen: de store 'nedslagtningers' år. Vestfronten, hvor krigens parter - tyskerne på den ene side - franskmændene og briterne på den anden side -  holdt hinanden i skak i hver deres skyttegravssystemer, forbindes af de fleste med de enorme tab af menneskeliv som følge af den måde, som krigen foregik på: soldater, der fra egen skyttegrav gik eller løb henover ingenmandsland direkte ind i ilden fra fjendens maskingeværer. Men krigen på Vestfronten var faktisk mere 'industrialiseret'. Det var antallet og koncentrationen af  kanoner - med granater helt op til 42 cm i diameter - der tilføjede fjenden de største tab. Artilleriet stod for næsten 70 % af de faldne.

 

Hvorfor fortsatte generalerne med de samme strategier?

 

Offensiverne havde ikke ført nogen vegne. Tabene var kommet til at symbolisere krigen. Mange spurgte, hvorfor  generalerne var forsat med at føre krigen på stort set samme måde i 1916 og i 1917. Og hvorfor de fik lov til det af politikerne? Var det rigtigt, at de modige soldater blev anført af æsler (generalerne) - 'lions led by donkeys' - som det blev sagt i 1920'erne? eller var det ikke muligt, som historikere i 1990'erne hævdede, at føre krigen på anden måde end ved disse store offensiver? Disse spørgsmål vil også blive taget op på siderne om de enkelte erindringssteder.

Seks temaer om erindringssteder på Vestfronten

Få et overblik!  Læs om:

1. Dyrkelsen af den faldne soldat - hvilken betydning har de faldne i dag?

2. Soldaternes gravpladser - hvordan indrettedes gravpladserne?

3. Slagmarksturisme - hvorfor besøger så mange slagmarkerne på Vestfronten?

4. Krigens spor i dag - hvorfor er der så få spor af krigen på den gamle Vestfront?

5. Soldaternes erindringer - hvad kan soldaternes erindringer bidrage med i dag?

6. Et dansk erindringssted - hvorfor er der en dansk militær kirkegaard i Nordfrankrig?

Fem erindringssteder

 

Hvert af stederne er blevet kendt som slagmark for de store offensiver, som en af krigens parter iværksatte for at bryde det dødvande, som skyttegravskrigen havde medført. Ingen af disse offensiver, der kostede hundrede af tusinder soldater livet, førte til nogen gevinst af betydning.

 

Hvert erindringssted omfatter et større areal. Verdun er således ikke kun byen Verdun med den gamle fæstning, men området nord og vest for byen, hvor der er mindesmærker, forter,  soldaterkirkegårde, skyttegrave og museer. Siderne her udvælger enkelte af disse steder og giver en baggrund for og forløbet af kampene på slagmarken. Forskellige soldaters egne oplevelser af slagmarken índdrages. 

Soldaterne og krigen

 

Soldaterne på begge sider af Vestfronten kritiserede ofte de forhold, som de kæmpede under: forplejningen, udrustningen, den ringe indkvartering i hvileområder, den alt for sjældne orlov og tilstandene i skyttegravene. Men det var forholdsvis sjældent, at selve krigsdeltagelsen blev kritiseret. Dog steg misfornøjelsen med krigen i 1917, mest i den franske hær, hvor det kom til mytterilignende tilstand i flere regimenter. De store mislykkede offensiver i 1916 og 1917 havde tæret på kræfterne og på tilliden til den militære ledelse. Det gjaldt i mindre grad i den britiske og den tyske hær.

 

Hvorfor holdt de ud, soldaterne? Spørgsmålet har optaget militærhistorikerne siden krigen! Efter alle de lidelser, som soldaterne havde været udsat for, blev der alligevel kæmpet til den bitre ende i november 1918 på Vestfronten? hvorfor? Der er flere bud på et svar: patriotisme, sociale normer (herunder pligtfølelsen), kammeratskabet, frygten for straf ved desertering, - ja der er mange elementer i et samlet svar. Også mindre omtalte som spænding, galskab og had.

 

Læs videre her...

Mindetavle for den franske general Mangin på en mur i Verdun. Mangin var det, som man på dansk kalder 'en hård nyser'. Ved Verdun kommanderede han sine soldater frem mod de tyske skyttegrave uden hensyn til tab af menneskeliv.

 

Som det fremgår af tavlen, startede han sin karriere i de franske kolonier. Senere fortsatte han med stort held

karrieren i 1.Verdenskrig. hvor han blev kendt som en af heltene fra Verdun. Men flere af hans underordnede protesterede mod hans hensynsløse ordrer.

Eftertiden om Vestfronten

 

Tiden 1914-1945 bliver ofte betegnet som 'Den europæiske borgerkrig'. Intet er mere forkert. 'Europa' opfattet som en enhed var i 1914  og  i 1939 kun en vag ide - ikke en realitet. Frankrig og Tyskland var to forskellige nationer. Krigen på Vestfronten bidrog kun til at uddybe kløften mellem dem. Franskmændene (og briterne) var stolte af deres militære indsats, der stoppede tyskerne, men stoltheden veg snart for en sorg over det offer, som var blevet bragt. Et offer, der efter manges opfattelse var helt ude af proportioner med krigens resultat. 

 

Tyskerne så nederlaget på vestfronten som uretfærdigt - efter så mange døde. Men også de var stolte af deres indsats på Vestfronten mod den allierede overmagt.

 

Den bitre kamp på Vestfronten i næsten fire år havde på forhånd stort set umuliggjort en fredelig udvikling mellem Europas stormagter. Erindringen om Vestfronten blev også for vesten erindringen om kampen mod tysk barbari.

 

Læs videre...

Siderne er produceret af Bo Jessen,

email: bojessen@mail.dk

Sidst opdateret marts 2017

copyright Bo Jessen 2012-2017